Siden sidst #17

Mig og min uperfekte krop

Det her indlæg er lidt hårdt at skrive. Jeg vil lukke jer ind i noget af min inderste usikkerhed gennem mit liv. Og på den ene side så er det ekstremt grænseoverskridende at dele, men på den anden side virker det så vigtigt!

Tidlige minder om min krop
Jeg har ikke altid haft det godt med min krop. Faktisk slet ikke. Og det er kun her de seneste år, at jeg har fundet ud af, at jeg ikke er mindre værd eller forkert som menneske, fordi min BMI er over 25. Det er først nu, at jeg kan se det smukke i min krop, selvom det stadig ikke er hver dag, at jeg synes hele min krop er smuk.

Jeg har døjet med et negativt syn på min krop næsten lige så længe, jeg har været bevidst om den. Mit tidligste minde om min holdning til min krop er fra, da jeg gik i 2. klasse. Jeg kan huske, at jeg stod i skolegården, og lige den dag havde jeg ikke nogle at lege med. Jeg kan huske, jeg tænkte, at det var fordi, jeg var tyk, at de ikke gad at lege med mig. Men den tanke, jeg tænkte bagefter, er endnu mere bekymrende. Jeg tænkte, at hvis jeg nu bare kunne spise mig så tyk, at jeg kunne bruges som hoppepude, så ville de andre gide at lege med mig, og jeg ville være noget værd i deres øjne – være til gavn for dem.

Jeg kan generelt ikke huske, at jeg har tænkt noget positivt om min krop gennem min barndom og mine teenageår. Jeg har til gengæld glimt af minder om selvforagt og følelsen af, at min krop var forkert. Jeg erindrer, at jeg stod på vægten hjemme i mine forældres soveværelse som barn, nok omkring de 10 år gammel, og jeg kiggede ned på mine tæer og tallet på vægten, og jeg tænkte, at jeg skulle tabe mig, men jeg havde ikke lyst lige nu, men når jeg ikke kunne se mine tæer mere, så skulle jeg gøre noget!!!

På det her billede ser jeg glad ud, men jeg var faktisk syg. Jeg følte mig uendeligt grim og forkert, og jeg vidste slet ikke, hvor smuk og rigtig jeg var.

Anoreksi og selvhad
Jeg var på utallige slankekurer, og prøvede mange sportsgrene, men jeg var altid den langsommeste, og jeg faldt tilbage i de dårlige madvaner igen og igen.

I mine tidlige teenageår gik det helt galt. Jeg havde den sindssyge tanke, at jeg ikke fortjente nogens kærlighed, hvis jeg ikke så perfekt ud. Som i, at jeg faktisk barberede mine ben hver eneste dag, fordi jeg skulle være hårfri, for ellers var jeg endnu længere væk fra perfekt!?!

Det resulterede også i, at jeg fik anoreksi. Jeg spiste virkeligt minimalt, og selvom mine efterskolekammerater opfordrede mig til at spise igen og igen, så troede jeg, at de ville synes, at jeg var ulækker, fordi jeg var tyk og spiste. Selv når jeg endeligt spiste noget, så kastede jeg det op bagefter.

Jeg husker det som, at alle omkring mig var perfekte, og den eneste, der ikke var det, var mig. Jeg følte mig, i min sygdom, irettesat, når jeg valgte ikke at spise. At jeg var tåbelig at tro, at jeg skulle lade være. Og nu ved jeg godt, at det nok ikke var sådan, det var, og at dem omkring mig i høj grad forsøgte at hjælpe mig. Men det var ikke sådan, jeg følte det. I stedet lukkede jeg lidt mere af, hver gang at nogle ville snakke om mad. Jeg havde nok mest af alt bare brug for at blive distraheret, forstået og at være noget andet end tyk eller syg.

Jeg fik heldigvis hurtigt hjælp. Jeg begyndte til psykolog hver uge i tre måneder, og hun ryddede helt forfærdeligt meget op i mine negative tankemønstre, og hun gav mig nogle meget sundere med videre. Hun prøvede også at overbevise mig om at spise feta, hvilket jeg aldrig helt forstod, og jeg kan den dag i dag stadig ikke lide feta, haha. Men hun var rigtig god for mig, og jeg kom ud af det helt sygelige inden for et halvt år. Men trangen til at kaste op, når jeg havde spist for meget, meldte sig stadig i ny og næ helt frem til de tidligere tyvere.

Selvkærlighed
Nu er jeg næsten fri for den form for selvhad, selvom jeg nogle dage godt kan være sur på billedet i spejlet eller synes, at mine lår er for store. Heldigvis tror jeg ikke længere, at jeg ikke fortjener det samme som alle andre. Jeg tror nu på, at min krop ikke definerer mit værd, og jeg ved, at jeg er elsket for lige præcis den, jeg er. Min krop er perfekt uperfekt, og jeg elsker den <3

Men tænk, at det skulle tage 25 år! Jeg håber for den nye generation, at vi som voksne er bedre til at lære dem om selvkærlighed. Og som lærer og som (en der på et tidspunkt gerne vil være) forælder, så er det en af de vigtigste budskaber og værdier, jeg kan give til de børn, jeg har med at gøre. Kærlighed til alt det, vi er <3

I denne uge er det Uge Sex, hvilket betyder, at Sex & Samfund sætter fokus på kroppen. Det vil jeg så gerne støtte op om, og det er derfor, I får min historie nu. Michael og jeg har i den forbindelse også været med i deres podcast (“Start Snakken”), hvor vi snakker om fællesbad i folkeskolen fra flere forskellige vinkler. I kan høre afsnittet her 😀

4 kommentarer

  • Linda Christensen

    Hvor er det fedt at du deler, tak! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Selv tak! Det har været en god oplevelse at dele det, og det virkede bare vigtigt 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Tommel op søde og godt du har lært at elske din krop nu 🙂
    Du er smuk og skøn præcis som du er 🙂
    Vi må alle blive bedre til at rose og påskønne hinanden, så ingen skal føle sig forkert eller u perfekt.
    Tak for deling og alt godt til jer2 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Siden sidst #17