Siden sidst
Det her er en ny slags indlæg, vi vil begynde at lave sammen. Det kommer til at handle om stort og småt, strøtanker, hverdagsting og andet, som vi føler for at dele fra vores liv, “siden sidst” vi lavede sådan et indlæg her (nu er dette så det første af slagsen).
Vi må nok i øvrigt indrømme, at vi har ladt os inspirere meget af vores venner Sidsel og Lasse, som laver meget samme slags indlæg, blot under navnet “By the way…”. De er super cool og søde, I bør tjekke dem ud! 😉
- Vi har pulsen helt oppe over ‘Den Store Bagedyst’! Vi lavede et “draft” (en leg om at gætte, hvem der ville vinde) under det allerførste afsnit. Kathrines gæt er på Emil, og Michaels er på Jon! May the best baker win!
- Kathrine har været på Salling ROOFTOP i Aarhus for første gang. Hun var badass og gik bare ud på det gennemsigtige stykke uden at blinke!
- Vi er blevet interviewet til en masse skoleaviser af de sødeste unge mennesker. Fremtiden ser lys ud, folkens!
- Vores opbevaringsudbyder har inviteret os til julehygge. Kalenderen ville godt nok hurtigt blive pakket i decembermåned, hvis man også skulle til den slags arrangementer 😀
- Her i weekenden var vi på et parkursus. Det kan I læse lidt mere om i morgen, men spoiler: Kathrine græd meget.
- Vi kom til at tænke på, at vi stadig ikke har prøvet at være fulde sammen. Sådan rigtig fulde. Som Cecilie og Ronnie. Vi håber, vi snart kan give en opdatering om, at det er sket!
- Vi føler os meget pressede over, at der ikke er så mange dagstimer mere, og især at vi ikke er sammen i disse timer til hverdag :/
- Den stod på date night i fredags. Efter at have spist på Bone’s, tog vi i biografen for at se Fantastic Beasts 2, og vi var ret glade for den. Eller vi blev i hvert fald enige om, at vi begge giver den 7 ud af 10 (Michael insisterer på at have en 10-skala). Før vi tog ind for at se den, havde vi set, at den havde fået lidt kritik over, at den havde for meget “historie” til én film. Måske fordi vi vidste dette på forhånd, påvirkede det ikke vores oplevelse så meget.
- Vi har planer om at se Bohemian Rhapsody – har I set den? Bohemian Rhapsody er i øvrigt Michaels yndlingssang.
- Kathrine fik lov at holde nogle kollegaers dejlige baby i fredags – nogle ville mene, at det er farligt territorie 😉
- Julestemningen er begyndt at kravle ind på os. Vi begyndte faktisk allerede at lytte til julemusik i slutningen af oktober – på Kathrines fødselsdag. Vi er dog hverken typerne, der pynter op til jul, eller som har styr på julegaverne endnu.
- Nu har vi længe kunnet hygge os i vores smukke overgangsjakker, men det er vist blevet tid til at finde det tungere skyts frem. Kathrine har en flyverdragt, men den må hun ikke gå med offentligt for Michael. Hvad siger I, er voksenflyverdragt go eller no go?
I SKAL se Bohemian Rhapsody! Fantastisk film!