Det har vi fået i julegave <3

Vi skal tilbage til Asien

Billede fra vores tur til BaliLige siden vi kom hjem fra Sydøstasien i sommers, vidste vi, at vi skulle tilbage til Asien – gerne hurtigst muligt! Og vi har nu endelig besluttet, at vi skal af sted igen i påskeferien.

Der er en masse lande på vores “rejse-ønskeliste”, men allerøverst på listen står Sydkorea og Japan. Jeg har tidligere skrevet speciale om sydkoreanske tv-serier, skamhørt k-pop og er generelt bare det, man kalder for en “koreaboo” – en person som er lidt (for) fascineret af sydkoreansk kultur :D. Men også Japan er rigtig spændende for os begge! Japans natur skulle være gudesmuk, og derudover har de bare haft en kæmpe effekt på verdenskulturen inden for spil, teknologi, film og serier.

Vores umiddelbare rejseplan: SEOUL > BUSAN > KYOTO > TOKYO
Vi holder ferie i 17 dage, og ud af dem skal 2 selvfølgelig reserveres til henholdsvis afrejse- og hjemrejsedag. Det vil sige, at vi reelt har 15 dage i alt til at opleve Sydkorea og Japan.

Vi er heldigvis enige om, at Seoul, Busan, Kyoto og Tokyo lyder som de mest spændende byer i henholdsvis Sydkorea og Japan. Men med “kun” 15 dage bliver det begrænset, hvor længe vi kan opholde os hvert sted. Så meget at vi ikke ved, om vi måske bare skal holde os til f.eks. Sydkorea i denne omgang og så tilføje Jeju Island, som er kendt for at være et “honeymoon” sted?

Lige nu har vi dette som udkast:

  • Dag 1: Flyver til Seoul
  • Dag 2: Ankommer i Seoul og checker ind
  • Dag 3-6: 4 fulde dage i Seoul, inklusiv en heldagstur til den koreanske demilitariserede zone/Nordkorea
  • Dag 7: Morgentog til Busan, halv dag i Busan
  • Dag 8-9: 2 fulde dage i Busan
  • Dag 10: Transport til Kyoto (med fly eller færge)
  • Dag 11-12: 2 fulde dage i Kyoto
  • Dag 13: Morgentog til Tokyo, halv dag i Tokyo
  • Dag 14-16: 3 fulde dage i Tokyo
  • Dag 17: Flyver hjem

 

Seoul night life

I Seoul vil vi fx rigtig gerne opleve så mange af de forskellige distrikter som muligt – særligt Myeongdong (shopping), Itaewon (et meget multikulturelt distrikt) og Hongdae (hvor hipsters, kunstnerne og de unge særligt holder til). Måske også Insadong og Gangnam, men vi ved ikke, om der er tid til det. Og så skal vi selvfølgelig også et smut forbi Han River.

Gamcheon Culture Village

I Busan hører vi, at strandene, Gamcheon Culture Village, Jagalchi Fish Market og Gukje Market skulle være højdepunkterne.

Fushimi Inari Shrine

Det traditionelle Japan skulle være noget helt særligt, og det håber vi at opleve i Kyoto. Vores Instagram feeds er proppede med billeder fra Fushimi Inari Shrine, og nu vil vi gerne selv snart opleve det – samt bambusskoven og de mange smukke templer.

Akihabara

Endelig ville vi ifølge denne plan slutte af i Tokyo – verdens største metropolis. Her er Akihabara aka Electric Town (kendt for sine maid caféer, elektronikbutikker og steder, der specialiserer sig i animé), Asakusa-distriktet (hvor man finder Sensō-ji templet), Tokyo Skytree og Meijihelligdommen nogle af stederne på vores liste over must-sees. Måske vi også bør overveje at se noget kabuki-teater?

SÅ… Vi har desperat brug for jeres hjælp og input – særligt hvis I har været i en eller begge af landene. Ville I nøjes med blot et af landene – og hvis ikke, hvordan ville I så fordele dagene på de fire forskellige byer? Og er der nogle must-see steder eller attraktioner, vi har forglemt? 😀

Vi krydser fingre for bedre rejse-held!
Vores bryllupsrejse til Edinburgh kom langsomt fra start, fordi vores fly blev ramt af et lyn, og fordi en mand oppe i det skotske højland havde diarré. På vores “anden bryllupsrejse” til Marokko blev jeg truet med tæsk. Og på vores tur til Sydøstasien fangede Kathrine sig en parasit, mens jeg også formåede at falde ned i et hul og slå min hånd.

Vi håber derfor på lidt bedre held på vores næste rejse. Og med vores tidligere erfaringer i baggagen er vi også store fortalere for, at man gør sig nogle gode forberedelser. For det første: Hav en god rejseforsikring. Og for det andet, er det godt at være klar over dine rettigheder som EU-flypassager, da du oftest kan få flykompensation, hvis dit fly er forsinket, aflyst, eller hvis du er blevet nægtet boarding. AirHelp kan hjælpe dig med at tjekke, om du har ret til kompensation, hvis du nu også skulle opleve, at dit fly bliver ramt af et lyn eller noget lignende :P. Det er helt gratis og risikofrit at indsende et erstatningskrav.

Og hvad angår rejseplanen, er vi som sagt meget nysgerrige på at få jeres meninger om, hvorvidt vi har budgetteret med nok dage til de forskellige byer 😀

 

P.S. Hvis I ikke fangede vores indlæg fra Thailand, Cambodja og Indonesien, kan I læse dem her:

Vores rejseguide til Chiang Mai

To dage i Bangkok

Thailand: Billeddagbog

Cambodja: Billeddagbog og mini-guide

Vores tur til Honeymoon Island

Bali i billeder

4 kommentarer

  • Tina

    Godt nytår I to og dejlig rejse – tag mig med 🙂
    Når jeg rejser planlægger jeg ikke så meget, hellere lidt mindre og lidt mere intens efter mit niveau.
    Men I ved jo nok bedst hvad I kan holde til og hvordan I kan lide det.
    Spændende er det i hvert fald 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak, og godt nytår til dig også, Tina 😀

      Vi er faktisk også lidt splittede imellem os. Kathrine er klart mere til ikke at planlægge og at slappe mere af i forhold til mig. Jeg har FoMo (fear of missing out) og vil gerne sikre mig, at jeg når at opleve alt det, der er værd at opleve, når jeg er af sted. Hvis jeg kunne, ville jeg rejse hele verden rundt – er dybt fascineret af andre lande og kulturer. Men det kan man jo ikke, så jeg tror min taktik i stedet er at sikre mig, jeg får det maksimale ud af de lande, jeg så godt kan nå at besøge 😛

      Men jeg har også prøvet rejser, der var alt for stressede. Indtil videre har vi heldigvis fundet et godt mellempunkt sammen på vores rejser 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Vi var i Japan for et par år siden. Ca 15-16 dage. Det var Tokyo, Kyoto, Hiroshima, Miyajima (hellig ø ud for Hiroshima) og retur til Tokyo. Hiroshima var vi meget positivt overraskede over.
    Infrastrukturen i Japan er sindsygt god, så med et tidligt tog kan I nå meget i næste by samme dag. Jeg ville synes det var ærgerligt at bruge ekstra rejsetid på at skifte land.

    Mine tips til Japan er at leje pocket wifi hjemmefra, shinkansen pas hjemmefra, madlavningskursus, leje cykler i Kyoto og bestige Mt Misen på Miyajima, som forresten har tamme rådyr. Husk kontanter – de er ikke et Visa land 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Det var mange gode fifs, tusind tak!

      Og ja, det er lidt det, vi hører fra flere folk. At vi nok bør holde os til et enkelt land i denne omgang – og så tage det andet en anden gang. Det er lidt ærgerligt, fordi vi vil rigtig gerne besøge begge lande hurtigst muligt!! 😛

      Men det er en rigtig god pointe det med at bruge ekstra rejsetid på at skifte land. Sådan havde jeg ikke lige tænkt over det. Det er i forvejen et presset program – og så at skulle dedikere noget af det til at skifte land.

      Tak igen! Og godt nytår 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det har vi fået i julegave <3