Januarudsalgsdrømme

Reality Awards 2019: En sindssyg oplevelse!

Vi var til Reality Awards i fredags, og det var en sjov, anderledes og sindssyg oplevelse! Vi endte desværre ikke med at vinde prisen for “Årets Par”, men hvis der var nogle, vi skulle tabe til, så skulle det da også være Jørgen og Kirsten fra ‘Landmand søger kærlighed’. Når man dukker op i matchende leopardprint, så har man i allerhøjeste grad fortjent at vinde den pris! 😀

Men, men, men! Der var stadig grund til at fejre, for ‘Gift ved første blik’ vandt faktisk en pris for “Årets Bedste Castere”! Kæmpe tillykke og tak til vores to kære castere, der bærer en stor del af ansvaret for, at vi i dag har fundet kærligheden sammen <3. Man må også sige, at når to ud af fire par klarer den, så har man castet ret godt, og så var de to par, der ikke klarede den, nu også stadig underholdende at følge med i, synes vi selv.

I kan se den fulde vinderliste her.

En dårlig start holdt os ikke tilbage
Dagen startede helt forfærdeligt ud med, at Michael 20 minutter inde i togturen på vej til København indså, at han havde glemt at tage sin blazer med! KATASTROFE!

Og han havde ellers planlagt at have sit jakkesæt fra brylluppet på – for good luck. Så måske var det egentlig der, at det gik galt 😀

Da vi ankom til København, måtte Michael derfor skynde sig at løbe gennem gågaden for at finde en H&M, hvor han kunne købe en blå blazer til en fornuftig pris. Han nåede det lige akkurat, men dukkede op til Reality Awards med en del sved på panden!

Showet foregik på Docken, og det var vores første sådan helt rigtige “rød løber” event. Og vi skal lige love for, at den fik fuld skrue med interviews, billeder og kendis-chok. Det var lidt en desorienterede oplevelse at gå fra det ene interview til det andet uden nogen pause, men vi overlevede! I kan fx høre et interview med os her fra den røde løber 😀

Foto: Uffe Kongsted (først vist på Realityportalen)

Let the show begin!
Efter den røde løber var det tid til prisuddelingerne, så vi satte os pænt på vores pladser. Eller de fleste gjorde. Som aftenen skred frem, var der en del reality-stjerner, der farede rundt i rummet og måske også snakkede lidt for meget, mens der blev delt priser ud og holdt takketaler, men oh well, det er nok også en del af charmen ved Reality Awards, at der ikke er for meget orden over det hele 😀

Det var et underholdende show med flere højdepunkter – også med noget til de kulørte blade, hvilket nok ikke er overraskende med kategorier som “Årets Overkrop” og “Årets Bryster”. Jørgen var fx nomineret til “Årets Overkrop” og havde taget en “vaskebræts t-shirt” på inde under sit jakkesæt, som han kunne vise stolt frem, da alle de nominerede blev kaldt op på scenen. God stil!

Der var også op til flere musikindslag. Bl.a. X Factor-Sigmund og ikke mindst Mika & Tobias med kæmpe-hittet “Ik’ Mer Mælk”. Kathrine er jo folkeskolelærer, så hun har hørt den sang utallige gange og måtte da også straks sende en Snapchat til sine elever 😀

Endelig så skal de to værter, Philip May og vores fellow blogger Camilla Framnes, virkelig også have kæmpe kudos! De gjorde et rigtig godt stykke arbejde. Både Camilla og hendes mand stoppede os også for at hilse på os, og de var bare så søde og rare!

Passer vi ind her?
Vi følte os slet ikke så malplacerede, som vi måske lidt havde frygtet på forhånd.

Kathrine var især bekymret for at føle sig malplaceret, da hun, selvom hun har været med i et reality-program, ikke føler sig særligt som en, der passer ind i reality-land. Og hendes kjole var da også næsten en meter længere end gennemsnittet – og make-uppen noget mere neutral. Men selvom der skete vilde ting og sager, så følte vi os ikke uden for eller noget, og det var alligevel dejligt nok.

Vi kunne dog mærke, at vi havde ikke fulgt så meget med i reality-tv i år. Der var bl.a. et par gutter, der satte sig ved vores bord og fik bildt os ind, at de var fra Ex on the Beach. Vi købte den fuldstændigt 😀

Den eneste måske lidt grænseoverskridende oplevelse skete for Kathrine til efterfesten. Mens vi står og snakker med nogle andre, mærker hun pludselig nogle hænder på hendes baller, som langsomt bevæger sig opad og ender på hendes bryster. Kathrine vender sig om og kigger og er meget nysgerrig på, hvem der kan være så ligefrem, at de rager på hende, mens hun står ved siden af hendes ægtemand. Ansigtet, der møder hende, var ikke, det hun havde regnet med. Det var en kvinde. Nærmere bestemt Susan K!? Susan hvisker ind i Kathrines øre, at hun skal læne sig lidt tilbage, hvorefter hun kysser hende på kinden og går. Ekstremt surrealistisk oplevelse!

Som I også kan se nedenfor på billederne, så faldt vi i snak med utroligt mange forskellige mennesker. Et højdepunkt for Michael var et godt og stærkt chest bump med Türker, hvilket gjorde Kathrine så forlegen, at hun måtte gå væk (det kan I se i det her interview fra efterfesten). På det tidspunkt var Michael blevet ret så fuld, og han måtte da også betale med nogle slemme tømmermænd dagen efter, der fik ham til at udtale, at han aldrig har tænkt sig at drikke igen.

Det var i det hele taget bare en mega god oplevelse. Et stort tak til Kit Nielsen for at arrangere det. Vi håber, vi bliver inviteret med igen næste år, men der er vi nok ikke lige så aktuelle mere 😀

4 kommentarer

  • Kristine

    Var der kun to par fra GVFB der klarede den?😳 Hvad med Vanessa og Steffan? Er der noget jeg ikke har hørt?!🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Kristine

      Ja, altså det var to ægtepar fra den seneste sæson, der blev sammen – os og Vanessa & Stefan. Og så Michael & Line samt Randi & Niels fra sæson 3 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    En skam I ikke vandt, men jo når de møder i samme print så det løb vist kørt 🙂
    I får da mange gode og spændende oplevelser, husk at passe på jer sådan rent privat set.
    En ny dejlig uge til jer herfra 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Tina

      Mega skam, det havde været en fantastisk titel at vinde, men inde i vores hjerter har vi titlen alligevel ❤️. Og ja, det var nogle meget værdige modstandere at tabe den kategori til 😀

      Mange tak – og en dejlig uge til dig også 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Januarudsalgsdrømme