Skal vi have børn?
I sidste uge bød vi op til en omgang Q&A, og “skal I ikke snart have nogle børn?” er klart det spørgsmål, vi får oftest. Ikke blot fra jer, men også fra vores familier, kollegaer osv. 😀
Så derfor tænkte vi, at vi hellere måtte lave et separat indlæg, der besvarede dette populære spørgsmål lidt mere i dybden. Nedenfor kan I derfor læse lidt om de mange tanker, vi har gjort os om dette spændende emne.
Skal vi have børn – og hvornår?
Svaret er kort og godt: Ja, det er planen.
Faktisk var det en af Kathrines dealbreakers i forbindelse med ‘Gift ved første blik’ – hun ville kun matches med fyre, der var klar på at stifte en familie på et eller andet tidspunkt. Jeg har også altid tænkt, at jeg gerne ville have børn, men jeg noterede det dog ikke som en dealbreaker.
Men hvornår skal vi så have børn? Den er lidt sværere. Vi har kun kendt hinanden i syv måneder nu, men ligesom det generelt er gået hurtigt i vores forhold, føler vi allerede begge, at vi faktisk godt kunne tage dette skridt. Vi vil gerne have børn, og vi er sikre på hinanden.
En sjov lille anekdote i denne forbindelse: Vi var allerede begyndt at snakke om børn og babynavne tre uger inde i vores forhold – altså mens eksperimentet stadig var i gang. Og jeg kan tydeligt huske, da præsten Michael Brautsch var forbi for at snakke med os og kom med en henkastet bemærkning om at, “det ville jo også være sindssygt, hvis I allerede havde snakket om børn”, hvortil vi kun kunne kigge indforstået på hinanden og smile.
Selvom vi er så sikre på hinanden, og selvom vi gerne vil have børn, så er planen dog at vente lidt. For mit vedkommende er dette første gang, jeg er i et romantisk forhold, så jeg føler stadig, at jeg mangler at leve denne del af livet med en partner, hvor man primært kun skal bekymre sig om hinanden. Hvor man stadig er i forelskelses-fasen eller et sted i ens forhold, hvor man er kæreste-klamme og ikke føler, man kan få nok af hinanden. Vi har også nogle ting, vi gerne vil nå, før der skal skiftes bleer – såsom længere rejser og diverse par-projekter.
Hvad skal de hedde?
Faktisk var det slet ikke svært at blive enige om nogle navne. Det blev vi som nævnt allerede enige om efter, vi kun havde været sammen i tre uger. I forbindelse med at have skrevet dette indlæg, har vi dog taget et enkelt af navnene op til genovervejelse.
Vi har altid troet, at vores førstefødte dreng skulle hedde Severin. Vi synes begge, at Severin ligger godt i munden. Nogle vil måske kende navnet fra N.F.S. Grundtvig, hvor S’et altså står for Severin. Og så lyder det også lidt som Severus Snape fra Harry Potter :D. Men jeg går en smule op i navnebetydning, og Severin betyder desværre “alvorlig, streng”. Som en livsoptimist og smilende person ved jeg derfor ikke længere, om jeg er glad for, at vores dreng skal have det navn.
Heldigvis har vi nogle gode alternativer til drengenavne. Først på listen står Theodor, som betyder “Guds gave”, hvilket er perfekt, da bl.a. mit navn betyder “den, der er ligesom Gud” ;).
Endnu en grund til at Theodor kunne være godt, er, at vi lige nu er meget fast bestemte på, at vores første pige skal hedde Leonora. Så de ville blive Leo og Theo!!! Leonora betyder i øvrigt “solstråle, skinnende lys”. Så vores to børn – hvis vi får en dreng og en pige – kan vi også kalde for henholdsvis Guds gave og det skinnende lys i vores liv 😀
Andre navne, vi har overvejet, er bl.a. Constantin og Cornelius som drengenavne – og Veronica og Cornelia, hvis vi får flere piger.
Så er Michael desuden meget glad for pigenavnet Josephine, men fordi Kathrine af en eller anden uransalig årsag har valgt at kalde en af sine deller for “Josephine”, kan vi derfor ikke bruge dette navn…
Hvor mange skal vi have – og hvad køn?
Jeg kommer fra en søskendeflok på fire (fem hvis man tæller min afdøde lillebror), og så har jeg ni fætre og kusiner. Så i min familie er vi meget glad for at producere børn – og gerne masser af slagsen. Derfor voksede jeg op med en forestilling om, at jeg da selvfølgelig skulle have i hvert fald fire børn. Jeg er dog sidenhen kommet på andre tanker.
Kathrine og jeg er blevet enige om, at det helt optimale scenarie er følgende: En pige og en dreng. Og så MÅSKE en smutter. Og de skal gerne enten være tvillinger eller pseudo-tvillinger. Kathrine er ikke heeelt sikker på det med at få tvillinger, men jeg tænker, det sparer os en graviditet, og at det ville være nemmere at have to babyer på samme alder at holde styr på i forhold til to pseudo-tvillinger, hvor det nok kan være svært at amme den ene og samtidigt skulle holde styr på den anden, der måske er begyndt at gå? Men jeg er jo ikke baby-ekspert.
Hvad tænker I derude med erfaring i denne afdeling – hvordan er det at have pseudo-tvillinger eller tvillinger?
Jeg har bare lyst til at fortælle jer, at I er det mest charmerende par der nogensinde er blevet vist på TV, og så virker I bare så super nede på jorden. Håber virkelig det bedste for jer i fremtiden med de børn I ønsker jer… ❤️