Vi har bygget os selv i LEGO!

Læs vores morgenbreve fra Gift ved første blik

Jeg åbner mit morgenbrev. Screengrab: ‘Gift ved første blik’ sæson 5, afsnit 1 (DR).

I “Gift ved første blik” bliver man bedt om at skrive et morgenbrev til den person, man er blevet matchet med – og som man skal giftes med senere samme dag. På den måde lærer man hinanden lidt at kende, før man mødes for første gang. For mig personligt så jeg det som en mulighed for at sikre min kommende hustru om, at jeg tog eksperimentet meget seriøst.

Vi var meget glade for hinandens breve, men man hører jo kun små bidder fra dem i programmet, så nu har I mulighed for at læse dem i fuld længde her. Som I selv kan læse jer frem til, så matchede vi også ret godt på vores breve – vi brugte flere af de samme udtryk og henviser til flere af de samme ting. Det er faktisk lidt skræmmende 😀

Et lille fun fact: Jeg fik at vide, at en chauffør ville komme forbi og hente mit brev først, hvorefter personen så ville aflevere brevet hos mit match og køre tilbage igen for at aflevere hendes brev til mig. Det betød, at jeg var særligt opmærksom på, hvor lang tid der gik, før han kom tilbage igen. Det tog ham ca. en halvanden time, og dermed vidste jeg, at hun jo maks. kunne være 45 minutters køreafstand fra mig i Aarhus… Det var jeg rimelig lettet over! Og ja, det viste sig jo så, at hun var fra Silkeborg, hvor vi bor sammen i dag.

Mit brev
Ligesom jeg har for vane at gøre generelt i mit liv – min mor kalder mig Mr. Last Minute – så skrev jeg brevet aftenen inden, at det skulle afleveres. Men jeg er nu stadig ret tilfreds med det:

Hej min kommende hustru.

Om nogle få timer er du gift med mig – en fremmed mand du aldrig har mødt før.

… Hvad har du gang i?! Du er jo fuldkommen CRAZY. Heldigvis forholder det sig sådan, at jeg også er ret skør, hvilket må betragtes som en meget lovende start på vores forhold.

Jeg forestiller mig, at du må være meget nervøs og spændt – det er jeg i hvert fald. Men jeg vil love dig, at når du senere i dag går nedad gulvet i din knald-flotte bryllupskjole, så går du en meget smilende, meget åben og meget glad mand i møde. En mand som går seriøst ind til det her ægteskab – og som er in it to win it. Og hvis jeg nu måske virker lidt stille ved vores første møde, skyldes det nok, du har gjort mig helt paf 😉

Selvom det kan virke sindssygt at erklære dette over for en kvinde, jeg ikke har mødt endnu, så håber jeg virkelig, at vi efter de 5 uger har lyst til at give hinanden en chance og forblive gift. Mit allerhøjeste ønske er at kunne dele livet med en, som jeg kan se pige-serier med og som griner af mine dårlige jokes. Forhåbentligt er du den person 🙂

Du skal vide, at jeg tror rigtig meget på processen. Jeg har været ærlig over for psykologerne, og efter en meget lang og grundig proces er det netop lige os to, der er sat sammen. Det er ret vildt. Og nu hvor eksperterne har gjort deres del, så hviler resten på os. Nogle ville måske opleve dette som et pres, men for mig er der noget meget befriende over det. Ude i det normale dating-liv kan det være svært egentligt at komme ind til kernen af en anden person, men her er vi allerede forsikret om, at vi matcher hinanden på alt det essentielle, hvilket giver mig en kæmpe ro i sjælen.

Jeg er ikke en perfekt person, men jeg føler og håber, at det grundlæggende match, der er mellem os, er så stærkt, at vi kan arbejde på alt det andet. Selvom jeg aldrig har mødt dig før, så har jeg ekstremt meget lyst til at gøre et godt indtryk. Der er endda sætninger i det her brev, jeg har skrevet om 20 gange!

Da vores fælles ven Gert med rigtig stor entusiasme fortalte mig – uden kamera på – hvor glad han var for vores match, må jeg indrømme, at jeg fik lidt ekstra sommerfugle i maven. Normalt ville vi ikke vide noget om hinanden på nuværende tidspunkt, men Gert har jo allerede lidt løftet sløret for, hvad du er for en type person. Og hvis han har snakket lige så godt om mig, som han har om dig, så må du have nogle høje forventninger lige nu… Og jeg skal gøre mit bedste for at leve op til dem.

Jeg tror, det vigtigste i de næste 5 uger – og i den tid, der forhåbentligt også følger efter – bliver, at vi er der for hinanden og er trygge ved hinanden. At vi er hinandens partnere og at vi kan forstå og tilgive hinanden for hvad, der nu end måtte opstå af forhindringer. Du ville altid kunne stole fuldt ud på mig, og jeg håber, at vi kan nå til et punkt, hvor vi er modige og åbne nok til at kommunikere med hinanden om hvad som helst – selv de ting, som gør os usikre og sårbare.

Jeg glæder mig enormt meget til at møde dig og til at nyde en fantastisk bryllupsdag, der forhåbentligt blot bliver den første af rigtige mange gode dage sammen.

Kærlig hilsen

Din kommende mand”

Kathrine læser det brev, jeg har skrevet til hende. Screengrab: ‘Gift ved første blik’ sæson 5, afsnit 1 (DR).

Kathrines brev
Efter at have læst Kathrines brev op i programmet, hørte I mig udbryde: “Det er jo et fantastisk brev! Meget bedre end mit”. Det kan nu I få lov at vurdere! Her følger nemlig Kathrines brev:

“Kære kommende manden min

Det er en speciel følelse at skrive et brev til mand, som jeg ikke har mødt endnu, men som kommer til at have så stor betydning for mig. Jeg ved ikke, hvad du er for en, og jeg har faktisk også svært ved at forestille mig det. Kommer du til at være min supermand eller min nullergøj? Ingen ved det.

Jeg er så sindssygt spændt på at møde dig! Når jeg går ned af gulvet, op mod dig, vil jeg møde dig med et åbent sind, en krammer, et stort smil og masser af sjov i vente. Når jeg tænker på os sammen, selvom skitsen af dig er lidt sløret, okay meget sløret, okay okay, helt sort! Så forestiller jeg mig masser af grin, sjov og ballade. Jeg forestiller mig, at vi får en god blanding af dig og mig tid, hver for sig tid, tid med mine venner og familie og tid med dine venner og familie. For i min optik, så er man endnu mere et par i kraft af det, man er sammen med andre. Det er så vigtigt, at vi kan være individer i vores tosomhed og være sociale og holde ved det, vi var før hinanden, men også udvikle os sammen, være et par og en enhed.

Først da jeg tænkte på ”vores fremtid”, kunne jeg slet ikke se, hvordan vi skulle kunne blive uvenner. Men så så jeg en tidligere sæson, og jeg måtte erkende, at det der med at flytte sammen med en anden person, faktisk en fuldstændig fremmed, det nok var lidt kompliceret. Så jeg fik et nyt scenarie i mit hoved.

Som før forestiller jeg mig, at vi pludselig, og lidt med tvang fra DR, bliver hinandens første prioritet, ikke eneste prioritet, men første prioritet. Vi kommer til at fjolle, grine, pjatte og have det dejligt. Men jeg forestiller mig også, at vi kommer til at skændes – selvom jeg nu selv vil mene, at jeg er meget diplomatisk og rationel, og du nok er ligeså 😉 Og selvom det lyder tosset, så er lige præcis denne forestilling om os min yndlings. I mit scenarie bliver vi så vrede på hinanden, at jeg bliver nødt til at få lidt frisk luft og en tænkepause. På min tur går jeg forbi en butik, og jeg husker, at du virkelig bare elsker M&Ms, men du hader de brune. Så jeg går ind i butikken, jeg køber de DUMME M&Ms, sætter mig på en bænk i parken og sorterer alle de brune fra og kaster dem aggressivt ned i skraldespanden. Derefter kommer jeg tilbage til dig og siger: ”Jeg er stadig sur! Men jeg vil dig virkelig gerne, og jeg vil os to virkelig meget, så tag imod min ydmyge fredsgave og giv mig så en krammer!” Vores konflikt er ikke ovre, men det er så uendeligt vigtigt, at vi bekræfter hinanden i, at vi stadig vil hinanden, selvom det er svært, også selvom jeg skal bruge min tid på at sortere de dumme, brune M&Ms fra! Og det vil jeg love dig, jeg vil gøre mit aller ypperste for at bekræfte dig i, at jeg vil det her.

Men ud over sjov, ballade, hengivenhed og skænderier, så vil jeg også give dig modspil, dog ikke på den der snerpede måde, men jeg har en mening. Jeg diskuterer ikke for at få ret, men for at få indsigt. Så lad os udvide hinandens verdener og perspektiver, lad os undersøge, hvad der gemmer sig bag vores kønne ydre, måske vi endda kan skabe endnu mere. Lad os kigge på sofistikeret kunst, og lad os analysere det, lad det blive fjollet, så seriøst, og så fjollet igen. Det er vel sådan, livet skal opleves? Ikke så pokkers seriøst hele tiden, men stadig åben for at blive den bedste version af os selv, som vi kan blive. Og det glæder jeg mig til at blive sammen med dig!

Nu er det her jo ikke bare en tilfældig Tinder-date, men faktisk et ægteskab med rødder i videnskab. Nogle meget kloge mennesker mener, at du og jeg vil være tangerende til et perfekt par – og med min alt for store tiltro til videnskaben, så tror jeg det også. Da Gert fortalte mig om dig, blev jeg faktisk helt rørt. Jeg tror virkelig, at eksperterne og videnskaben har fået fat i den lang ende! Derfor drømmer jeg stort. Jeg drømmer ikke kun om vores bryllupsrejse, jeg drømmer også om, at vi skal rejse i sommerferien. Jeg drømmer ikke kun om, hvordan det bliver at flytte sammen i juni, men hvordan det bliver at bo sammen med dig, når kameraet er taget hjem. Jeg drømmer ikke kun om, at vågne op sammen med dig i morgen for første gang, men jeg drømmer også om, at vågne op sammen med dig alle andre dage.

Så kære kommende manden min- er det ikke snart tid til, at jeg må møde dig?

Knus og kram frem den kommende kvinde din”

Jeg kan her afsløre, at Kathrine korrekt forudsagde flere ting: At vi ville være typerne, der analyserede kunst på en fjollet måde, at vi ville rejse i sommerferien, og at vi også ville blive boende sammen efter eksperimentets slutning. Dog fik hun ikke ret i, at vi ville skændes, for det har vi stadig til gode i hvert fald 😉

Du kan også følge os på Facebook eller på Instagram (@kathrine_gvfb og @michaelharders)

14 kommentarer

  • kamilla møller hansen

    næstved d 15.11.2018
    hej mit eget navn er kamilla møller hansen fra næstved
    kære michael og pigen
    aller først og fremest tussinden tak for den flotte historie som i hadet langt ind angande jomfru hinde det betyder jo alsa jo ingen ting om man er jomfru eller ej for det gar jo lige op med dette hele selv nemlig om man er jomfru selv eller ogsa ej selv nemlig direkte som det hele er selv nemlig lige nu og her privat det kan jo ogsa glædne for alle andre som der jo ogsa er selv jomfru selv nemlig til en helt anden gang selv nemlig lige nu og her privat på en slags forskellige mader selv nemlig alene for dem selv helt selv nemlig til at ga igang med for dem selv aller først og fremst selv nemlig igen nu alsa alene nu og her privat direkte op med aller jeres egene historier sikken noget vare pjat og pjak med jer selv nemlig en gang for alle selv nemlig lige nu og her privat de kærligeste hilsner fra ca p.s i var jo søde over forhinaen selv begge to nemlig alene nu og her privat michael og pigen alene nu og her privat de kærligeste hilsner fra ca

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    I er simpelthen et skønt par, som har taget samlivet alvorligt fra day one 👍🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Dejlige positive breve:-)
    I er to kloge og kommunikative unge mennesker og det er et stor pejlepind for et godt ægteskab, der kan holde til I bliver gamle og grå:-)
    I er så søde sammen.
    Nyd hinanden og husk, at livet er for kort til små ubetydelige skænderier om alt og intet.
    Nyd de små stjernestunder og gør en aktiv indsats på at skabe mange af disse.
    Tak for en god blog og tak for to smukke breve:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mange tak, Tina!

      Det er meget gode reminders – og vi vil i dén grad gøre vores bedste for at nyde hinanden og de mange små, gode stunder! ❤

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Merete

    Super fine breve. Det var skønt at følge jeres udvikling til at blive et fasttømret par, og det er herligt at I lader os fortsætte med at følge Jer. Det hele virker bare så godt og så rigtigt. 💕

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak, Merete! 😀

      Vi er bare glade for, I også har lyst til at læse med. Det hele er nemlig bare så godt og så rigtigt – det er ikke til at tro ❤

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Diana

    Så dejlige breve, begge 2 og i er virkelig et godt match.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tak, Diana! Ja, det er helt vildt, hvor meget vi er endt med at matche hinanden på 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Wow sikke nogle gode breve 😍

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mange tak! Det gjorde mig en del mere rolig, da jeg læste Kathrines fantastiske brev 😀 ❤

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dorte

    Begge breve er fantastiske! Hvor er I bare dejlige!!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vi har bygget os selv i LEGO!