Vores rigtige bryllupsrejse – i Marokko
I så vores bryllupsrejse til Edinburgh på tv. I har også fået lov at læse lidt om de ting, I gik glip af på tv. Men vi kendte jo slet ikke hinanden på det tidspunkt, og vi havde endnu ikke følelser på spil, så derfor var det heller ikke en heeelt rigtig bryllupsrejse for os. Det er i hvert fald sjældent, at man på en bryllupsrejse er nødt til at spørge, hvad den anden nu lige hedder til efternavn.
Så da optagelserne til ‘Gift ved første blik’ var overstået, besluttede vi os for at tage på vores helt egen bryllupsrejse – uden kameramand! Vi havde jo holdt to bryllupper, så hvorfor ikke også to bryllupsrejser? Så for at prøve noget helt andet end Edinburgh, tog vi til Marrakech, Marokko. I det følgende kan I læse lidt om nogle af vores mest mindeværdige oplevelser derfra.
Hvis I savner flere billeder eller gode tips til spisesteder og sightseeing, så poster vi også en rejse-guide til Marrakech PLUS en billeddagbog i næste uge!
“No hugging or kissing!”
Vi overnattede på et hotel resort ved navn Le Sangho Privilege, som lå ca. 15 minutters kørsel fra centrum. Det var et ret lækkert sted med en pool og “grotto”, så derfor tænkte vi også straks: Perfekt! Der skal vi bare slappe af og nyde at være i hinandens favn, mens vi steger i solen.
Det starter egentlig meget godt. Vi flyder sammen i poolen – og kysser og krammer hinanden som det unge nygifte og forelskede par, vi nu engang er. Idet jeg er færdig med at give Kathrine et ekstra langt og dejligt kram, kigger jeg op og får øjenkontakt med en livredder, som smiler og giver mig en ‘thumbs up’. Jeg tolker det som hans måde at sige: “Flot kvinde, du har dig der!”. Og det har han fuldstændig ret i.
Men ak nej. Efter at vi igen har kysset og krammet lidt, går han over til os for at informere os om, at det her altså er et hotel med mange børnefamilier som gæster. Hvilket betyder at vi helst ikke skal kysse og kramme, mens andre kan se det. Det er først nu, jeg indser, at hans ‘thumbs up’ fra før betød, at det var godt, at jeg stoppede med at kramme min kære kone. Jeg havde FULDSTÆNDIGT misforstået ham!
Vi bliver selvfølgelig lidt skuffede. Det er vores bryllupsrejse – og vi kan ikke bare lige kysse eller kramme. Men det skal siges, at livredderen var særdeles høflig omkring det, og efterfølgende kunne vi også se, at de andre par lige så vel var forsigtige med berøring i offentligheden. Oh well, der havde vi ikke lige taget højde for, at det var et familiehotel – og vi var selvfølgelig indforståede med, at der kan gælde nogle andre regler for “public display of affection” i et muslimsk land.
Truet med tæsk
Nå ja, og så blev vi også truet med tæsk.
Historien starter med, at vi går rundt inde i det, der hedder medinaen (“den gamle by”). Medinaen er et byområde i centrum af Marrakech med meget snørklende og klaustrofobiske gader, der minder lidt om dem fra ‘Aladdin’. Det er praktisk talt en labyrint. Hvor folk konstant lige skal forbi på deres scootere, og hvor der er tusindvis af gade-butikker, der sælger gulvtæpper, smykker og arganolie. Vi forsøger at finde en marokkansk have, der eftersigende skulle være gudesmuk. En lille juvel gemt væk i alt virvaret, som meget passende hedder Le Jardin Secret (“Den hemmelige have”).
Vi tror endelig, vi er på rette vej. Men for at være sikker – og for ikke at fare vild – spørger vi lige hurtigt en tilfældig marokkansk mand om hjælp: “Er dette den rigtige vej?”. Kæmpe fejl! Vi håber på, at han blot siger ja og bekræfter os i, at vi er på rette vej. Men i stedet insisterer han på at vise os vejen. Vi har lært, at dette medfører en forventning om drikkepenge, og vi følte jo alligevel, at vi godt kunne finde derhen selv. Så vi siger gentagne gange, “nej”, “det er okay, vi finder selv vej”. Men han går simpelthen foran os, og så kan vi ikke rigtig gøre noget – for han går jo i den retning, vi skal hen.
Det starter lidt uskyldigt med, at han først tager os forbi sin fætters gulvtæppe-butik, hvor vi fortæller, at vi ikke har lyst til at købe noget, da vi lige nu blot gerne vil se den meget omtalte have. Dernæst spørger han: “Do you want weed?”. Igen takker vi nej. Det tager han pænt nok, og vi fortsætter yderligere 20-30 meter hen ad gaden, og så siger han: “There it is”. Nu opstår den akavede situation, vi havde forventet, hvor han gerne vil have drikkepenge. Vi forsøger på en flink måde at minde ham om, at vi altså ikke bad om hans hjælp, men han bliver meget insisterende. Altså som i MEGET insisterende.
Kathrine er på dette tidspunkt gået lidt væk. Jeg har lidt svært ved bare at gå, da han går ved siden af mig og snakker til mig. Så jeg tænker, lad gå, og finder alle mine mønter frem for at give dem til ham. Men det er ikke godt nok. Det ser han som en fornærmelse, og nu bliver han rigtig aggressiv og spørger: “Do you want trouble? I can make trouble for you”. Jeg bliver helt paf over den vanvittige drejning, situationen har taget, og jeg kigger rundt på de andre sælgere i nærheden, som undlader at blande sig. På dette tidspunkt er min stolthed tæt på at tage over, for jeg gider i hvert fald ikke belønne ham efter sådan en opførsel… Men det er bare heller ikke værd at ende i et slagsmål – eller hvad ved jeg – over nogle drikkepenge, så jeg giver ham en seddel og går over til Kathrine.
En meget ubehagelig oplevelse. Og for at det ikke skal være løgn, havde han ikke engang ført os hen til det rigtige sted.
Min fødselsdag
Men hov, nu har jeg fortalt om to lidt negative oplevelser? Var det så overhovedet en god bryllupsrejse? JA! Det var blot lige to uheldige oplevelser, der satte sig fast, men ud over det nød vi rejsen i fulde drag.
Mens vi var dernede, fejrede vi bl.a. min fødselsdag. Kathrine havde planlagt en sjov dag til mig med to særlige aktiviteter.
Første aktivitet: Man siger jo, at man i et parforhold nogle gange er nødt til at sluge nogle kameler. Vi valgte dog i stedet at ride på dem! Eller det var egentlig en blanding af kameler og dromedarer. Som noget helt specielt fik vi lov til også at have to baby-kameler med os. Det var de andre turister meget misundelige over. Vi fik også lov at fodre dem. Som jeg husker det, hed børnene Scooby og Aisha, mens de to voksne var Mimuna og Tony. Nogle ret spøjse navne uden den store sammenhæng.
Så kan kamelridning anbefales, eller er det en turistfælde? Jeg synes klart, det var pengene værd. Det var en dejlig lang tur på ca. 45 min., hvor man bare får lov at nyde landskabet, som er smukt og goldt på én og samme tid. Og så hyggede jeg mig gevaldigt med at se Kathrine råbe “yallah!” (som betyder “i gang!”) og forsøge at styre kamelen.
Anden aktivitet: Fræse rundt på ATV-køretøjer. Mega sjovt! Jeg har ikke kørekort, så for mig var det særligt fedt at få lov til at trykke hårdt ned på speederen og bare køre i et ørkenlandskab med ingen mennesker eller forhindringer i vejen. Det eneste ærgerlige var faktisk, at vi skulle holde os bag guiden, der ikke kørte lige så hurtigt, som vi havde lyst til, så nogle gange sakkede vi med vilje langt bagud for at kunne give den fuld gas og indhente ham.
Alt i alt var det bare favorit fødselsdag ever – men mest fordi den var tilbragt i selskab med Kathrine <3
Masser af andet sjov
Det var den perfekte bryllupsrejse for os – med en god blanding af afslapning og aktivitetsfyldte dage. Ud over at slikke sol hjemme ved hotellets pool, tog vi også på gode restauranter, vi besøgte Atlas-bjergene, vi fik serveret traditionelt marrokansk mad af berbere, vi shoppede, vi blev inspireret af smukke og Instagram-venlige marokkanske haver, og vi blev taget godt imod af en smilende lokalbefolkning, som altså er super søde og absolut ikke skal dømmes på baggrund af vores ene lille dårlige oplevelse.
Men alt det vil Kathrine fortælle mere om næste uge!
Og bryllupsrejsen må have gjort et eller andet, for det var i hvert fald aftenen efter hjemme i Danmark, vi endelig fik modet til at sige de magiske ord til hinanden 😉
Læs mere om, da vi første gang fortalte hinanden: “Jeg elsker dig”.
–
Du kan også følge os på Facebook eller på Instagram (@kathrine_gvfb og @michaelharders)
Ham den rundviser er da heller ikke så flink