Det I ikke så på tv – del 1
Foto: Martin Jørgensen
Det er umuligt for DR at få alt med på tv. I ser måske kun 1% af alt det materiale, der er blevet filmet. Og så er der jo også alt det, som slet ikke blev fanget på kamera. Så her er en gennemgang af de sjoveste eller sødeste øjeblikke fra vores bryllupsdag og -morgen, som I gik glip af.
I kan også se frem til del 2 i morgen, hvor I får mulighed for at læse om… da-da-da, vores bryllupsrejse i Edinburgh!
Vi måtte ikke snakke sammen
Ligesom Romeo og Julie blev vi helt i starten holdt adskilt fra hinanden… Lige efter vielsen og underskrivelsen af ægteskabspagten blev vi ført ind i en minibus, hvor vi var separeret af fem sæders længde. Kathrine sad forrest, jeg sad helt bagerst. Vi skulle hen til en park for at få taget bryllupsbilleder.
De ‘voksne’ ville gerne have, at vi ikke snakkede sammen, før der var kameraer på. De ville gerne fange de første magiske og/eller akavede øjeblikke mellem os til tv. Det kunne vi ikke bebrejde dem. Men så blev det hele gjort værre af, at vi ikke kunne finde hen til parken, så vi endte med at sidde i minibussen i 40 minutter!
Vi var i dén grad på en “high”, så det var meget hårdt for os som nygifte ikke at måtte stille hinanden spørgsmål eller holde i hånd. Jeg havde lige mødt dette menneske, som eftersigende skulle være mit PERFEKTE match – så WTF. Vi kunne da heller ikke lade være med at udveksle blikke. Allerede på dette tidspunkt var der opstået en god kemi mellem os til trods for stilheden. Vi var i hvert fald meget ivrige efter at søge kontakt med hinanden.
‘Du er stadig lige så smuk som første gang, jeg mødte dig’
Vi spoler frem til bryllupsmiddagen. For her går man glip af rigtig meget på tv. Vores venner og familie havde forberedt en hel masse sjove og rørende indslag, som I desværre ikke får lov at se.
Blandt andet hev mine venner mig med op “på scenen” for at synge Five’s “Keep On Moving”. I min gruppe af tætte drengevenner har vi nemlig en tradition med altid at skulle optræde med sang til enhver festlig lejlighed. På den måde har vi et slags “boy band” kørende. Bandet hedder The Yarmouth Boyz – opkaldt efter den gade, vi engang alle boede på i San Diego. Vores performance var selvfølgelig en kæmpesucces. Halvdelen af rummet havde deres smartphones fremme for at optage, og jeg ved også, at produktionen stærkt overvejede at tage det med i programmet, men i sidste ende måtte klippe det ud. Ærgerligt!
Men ikke mindst så holdt både jeg og Kathrine en tale. Ja, også Kathrine! Det så man ikke på tv, selvom den var mega god.
Den største kriminelle handling i denne sammenhæng er dog, at min tale blev cuttet væsentligt ned – og at min joke slet ikke kom med! Her et kort udklip fra min tale:
“Nu er den store dag endelig kommet – vi er blevet et ægtepar, partners in crime, et team. Det er lidt sindssygt, men det er også ret fantastisk. Og hvad der er endnu mere fantastisk er, at du efter al den her tid stadig er lige så smuk som første gang, jeg mødte dig.”
Faktisk har Ekstra Bladet bragt begge vores taler i fuld længde – altså på tekst. Dem kan I læse her. På et senere tidspunkt tænker vi også at lave et indlæg om dét at skulle skrive en bryllupstale. Hvis I selv har gode råd hertil, så del dem gerne med os, så ville vi elske at flette dem ind!
Vi hygger os med rollespils-brætspillet “Fog of Love”
No f’in way – det passer ikke?!
Både på vores bryllupsdag og igen om morgenen efter skete der et vildt tilfælde. Som taget ud af en film – og hvor man bare tænker “it was meant to be”. Når jeg fortæller om det nu, så vil I også tænke: Stop, det passer simpelthen ikke. Men jo, det gør det!
The first crazy coincidence: Jeg skrev først min tale aftenen før brylluppet. Jeg var mega træt og spændt og endte med kun at få 3 timers søvn, fordi jeg blev oppe for at øve den indtil, at jeg kunne den udenad. Idet jeg ikke vidste, hvem jeg skulle giftes med, havde jeg i talen skrevet: “[Indsæt navn]”. MEN – når jeg skulle øve den igennem, så flød det ikke så godt at sige “indsæt navn”, så jeg valgte bare at bruge et tilfældigt navn for flowets skyld.
Og ja, I har nok gættet det. Det navn, jeg øvede med, var Kathrine. Sindssygt! Jeg er i øvrigt en kæmpe freak omkring navne, så jeg var også ret lettet over, at hun faktisk havde et så kønt navn.
The second crazy coincidence: I programmet ser man os ikke give hinanden morgengaver. Kathrine gav mig to gaver. Den ene var to vinflasker – en som er bedst om et år og en som bliver bedre med tiden. En dejlig symbolsk gave. Og en gave som nu har tvunget mig til at lære at drikke vin – åh nej! Derudover gav hun mig også en æske med 20 sedler, hvor der stod ting, som jeg kunne gøre for at gøre hende glad – samt en æske mere med 20 tomme sedler, som jeg så også kunne fylde ud. På den måde kunne vi også lære noget mere om hinanden. Den første seddel, jeg åbner, er “Dårlige ord-puns”… Ej men, match made in heaven!
… Okay, men hvad er det skøre tilfælde så? Det var den ene af mine gaver – et guldarmbånd med en sten i. Kathrine havde nemlig kigget på selvsamme armbånd en uge før brylluppet! Hun var i færd med at shoppe efter guldsmykker, der kunne matche den guldring, hun snart skulle have på. Så af alle mulige smykker i hele verden, jeg kunne have valgt, endte det simpelthen med den.
Så gav jeg i øvrigt også en anden gave til Kathrine. Et rollespils-brætspil der handler om kærlighed: “Fog of Love”. Også med den gave ramte jeg plet, da det viser sig, at Kathrine og hendes venner og familie er store brætspilsentusiaster. Man skulle jo tro, produktionen havde været indeover!
Kære Katherine.
Hvor købte du de øl, hvor den var bedst om et år og den anden blev bedre med tiden?
mvh Nina