Så meget tjener vi på at blogge

Date week i Aarhus <3

I sidste uge havde vi den hyggeligste date week ever. Nu hvor vi er flyttet til Aarhus, min hjemby, tænkte jeg, det var på sin plads, at jeg viste Kathrine nogle af mine yndlingssteder og -aktiviteter i Smilets By. Det blev til en særdeles travl, men også sjov, uge, som I kan se lidt billeder fra nedenunder 😀

Dag 1: Stand-up og aften-gåtur
Dag 2: ARoS Aarhus Kunstmuseum
Dag 3: Kvindemuseet
Dag 4: Øst for Paradis
Dag 5: Klassisk 65 og ‘The Book of Mormon’
Dag 6: Aarhus Rådhus, Aarhus Brætspilscafe og Escape Room
Dag 7: Brunch og afslapning

Hvis der er andre aarhusianere derude, der på et tidspunkt skal på en date, håber jeg, dette indlæg kan give lidt god inspiration. Hvis I selv har nogle gode forslag til Aarhus-dates, må I meget gerne smide en kommentar.

Dag 1: Stand-up og aften-gåtur
Jeg har selv været en del af Aarhus’ stand-up miljø, så dette var et naturligt første stop. Hver mandag-torsdag mellem kl. 20-22 er der gratis stand-up (“open mic”) på Alberts Bar på Store Torv. Om søndagen i samme tidsrum er der endda en engelsk open mic, hvis I tilfældigvis har nogle venner fra udlandet, I en dag gerne vil invitere med ud i byen. Store navne som Frank Hvam, Simon Talbot, Ruben Søltoft og Melvin Kakooza kommer forbi engang imellem.

Her kan I se væggen backstage, hvor komikerne skriver deres navne på

Mahamed Habane, værten til årets DM i Stand-Up, var forbi

Også Jacob Taarnhøj var et smut forbi

Efter stand-up tog vi en lille tur rundt og nød Aarhus’ natteliv, som jo er ekstra stemningsfuldt her i juletiden.

Dag 2: ARoS Aarhus Kunstmuseum
Vores allerførste date (på bryllupsrejen til Edinburgh, som man ser i ‘Gift ved første blik’) var en tur på museum. Så selvfølgelig skulle vi da også på museum i Aarhus – og siden jeg aldrig selv havde været oppe i regnbuen før, faldt valget på ARoS.

Regnbuen tilbød, som forventet, en god photo op, og ellers var vi meget glade for ‘Objects of Wonder’ udstillingen. Og så var der også en Zidane-udstilling til mændene, der gerne vil se lidt fodbold, mens de er på museum, haha 😀

Dag 3: Kvindemuseet
Næste dag fortsatte vi videre til Kvindemuseet. Mit arbejde har været med til at støtte en af udstillingerne, ‘Flux’, der handler om dynamiske køn. Vi endte heldigvis med at elske udstillingen og vil varmt anbefale den til andre.

Fun fact: Jeg har faktisk engang været en slags forlover til et bryllup her, der blev holdt inde i den gamle byrådssal, som kan findes inde på museet.

Dag 4: Øst for Paradis
Øst for Paradis er legendarisk blandt aarhusianere. Det er en hyggelig arthouse-biograf, der viser alle de film, du ikke kan se i de andre biografer, fordi de typisk henvender sig til et lidt snævrere publikum. Men hvis man er villig til at udfordre sin film-horisont lidt, er der virkelig nogle anmelderroste perler at finde her.

Jeg var selv inde og se Scorseses nyeste film, ‘The Irishman’, som var hele 3½ timer lang! Den får 9/10 herfra, in case I overvejer den.

Dag 5: Klassisk 65 og Musikhuset
Dag 5 – aka fredag – var den helt store dag. The main event.

Vi var inde og se Broadway-forestillingen ‘The Book of Mormon’ i Musikhuset. Og for at sige det helt kort og godt: Det var årets oplevelse! Jeg kan virkelig, virkelig ikke anbefale den musical højt nok, og den går da også for at være århundredets bedste musical.

Som “forspil” til musical’en skulle vi selvfølgelig have noget fint og lækkert at spise, så vi valgte at prøve Klassisk 65, som vi havde hørt meget godt om. Jeg fik deres carpaccio og chokoladekage til henholdsvis forret og dessert, og det var virkelig godt. Men den største positive overraskelse var deres kærlighed i fad, som vi delte til hovedret – det var måske min bedste kødoplevelse nogensinde. Kødet nærmest smeltede i munden. Så Klassisk 65 er nu vores nye yndlingsrestaurant i Aarhus.

Dag 6: Aarhus Rådhus, Aarhus Brætspilscafe og Escape Room
Om lørdagen startede vi dagen med en privat rundvisning på Rådhuset. Vores tour guide var Anders Winnerskjold, byrådsmedlem i Aarhus Kommune. Vi fik bl.a. lov at se byrådssalen – og ikke mindst fik vi en skøn udsigt at se oppe i rådhustårnet.

Senere på dagen tog vi på brætspilscafé og i escape room med et af vores vennepar. Hvis I også er legesyge mennesker ligesom os, så er der altså intet, der kan overgå sådan et dagsprogram. Vi prøvede det escape room, der hedder ‘USS Triton’ inde på The Escapist, og vi nåede at slippe ud med 5 minutter tilbage. Dog fik vi 2 hints – så der er plads til forbedring 😀

Dag 7: Brunch på Café Sidewalk og afslapning
Efter en hektisk uge havde vi brug for at komme helt ned i gear og tage en dag uden de store planer. Så vi blev enige om brunch og ellers bare hygge.

Vi er stadig nye til at brunche i Aarhus, men vi havde lyst til noget simpelt, hyggeligt og gerne tæt på åen. Det fik vi med Café Sidewalk.

All in all, tæt på den perfekte date week 😀

__________________

I kan også følge os på Instagram:

@kathrine_gvfb og @michaelharders.

2 kommentarer

  • Klara

    Jeg ville bare lige sige, at du er en utrolig smuk kvinde, Kathrine! Du minder mig så meget om Ann Eleonora Jørgensen 🌼 Og Michael er også en flot mand, selvfølgelig

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Så meget tjener vi på at blogge