Vi er flyttet!

Interview med Luna fra ‘Gift ved første blik’

For nogle uger siden lavede vi et interview med Henriette fra ‘Gift ved første blik’. Det blev så godt modtaget, at det gav os mod på at interviewe nogle flere fra den nuværende sæson. Så næste person i rækken blev Luna <3

I attraktionstesten skal man rangere sin mulige partner fra 1 til 7 i kategorierne “Hvor pæn er denne person?”, “Hvor seksuelt tiltrukket er du af denne person?”, og “Hvor meget kunne du se denne person som din fremtidige partner?”. Hvad gav du Anders? Og hvad gav du de andre mænd, som er blevet gift i år?
“Jeg kan ikke rigtig huske Anders, men Anders kan huske mig. På første dag efter brylluppet havde jeg den samme trøje på, som jeg havde på til castingvideoen, og den kunne han godt huske.”

Føler du, at du bliver portrætteret som den, du rigtig er, i programmet?
“Jeg kan sagtens genkende mig selv. Jeg håbede, venner og familie kunne genkende mig, og det kan de. De siger alle sammen, “du gør det så godt!” Jeg kan rigtig godt lide hende, jeg ser i programmet, og det har været med til at ændre mit syn på mig. Jeg har kjole på i dag. Jeg er sgu mere, end jeg troede, jeg var, da jeg gik ind i det. Jeg er landet mere i mig selv. Jeg er så spændt på, hvor mit liv er på vej hen.”

Er der noget, der ikke kom med i programmet, som du havde håbet, der kom med?
“Der mangler lidt mere af mig. Jeg fortæller i et interview, jeg har været domsmand og skal være det igen snart, og er med til at beslutte, om nogen er skyldig eller uskyldig. Jeg har også tidligere været politisk aktiv i SF, og jeg er fagligt aktiv i BUPL. Man kan sige, at store dele af mit intellektuelle liv mangler.”

Hvad var dine dealbreakers?
“Jeg har to. Den første er, at han ikke må være racist. Den næste er, at det ikke må være en “fed mand”. Hvis han er ligeglad med, hvad han spiser, ville jeg falde tilbage. Det var så det, for ellers må folk se ud, som de vil, men han måtte i hvert fald ikke være ligeglad.”

Hvilket andet ‘Gift ved første blik’ par hepper du på efter de fem første afsnit, og hvorfor?
“Jeg hepper på Henriette og Claus. Claus er fantastisk sød. Det med, at han bygger et walk-in closet, det er mandigt og følsomt. Og jeg kan lide Henriettes spirituelle side, at hun dyrker yoga og maler, og hun udtrykker ligesom også, at et billede skal ses som kærligheden, for kærlighed skal heller ikke være perfekt.”

Hvad ville du ændre ved eksperimentet, så det bliver bedre for dem, der skal giftes næste år?
“De skal ryste posen, lade folk have hver sit værelse på bryllupsrejsen og måske endda på bryllupsrejsen, så man kan vælge samværet. Så kan de vælge at være sammen. Så kan man få den luft og ro, som nogle af parrene havde snakket om, de har brug for. Man kan selvfølgelig hurtigt ryge ud i slet ikke at finde ud af det, men så måske bare opfordre til samværet.

Man kunne sagtens også have flere samtaler. Jeg ved ikke, om det havde hjulpet for os, for Anders snakkede med hende den dag, vi flyttede sammen, men der var han bare helt oppe at køre og glad.”

Hvilket mønster ved dig selv håbede du på at ændre i programmet?
“Jeg havde valgt forkert så mange gange, så det appellerede til mig, at jeg ikke selv kunne vælge efter vaner her. At partneren blev valgt ud fra nogle andre grundlag, end det man selv vælger ud fra. Og så kunne jeg vælge det til, som var blevet valgt for mig. Jeg bliver generelt nemt begejstret for mennesker, så jeg er god til sådan et program.”

Hvilket andet tv-program kunne du have lyst til at medvirke i?
“‘Date mig nøgen’, hahaha, nej!! Det kunne jeg virkelig ikke finde på, og jeg har lovet min familie, at jeg aldrig vil gøre det.

‘Robinson’, jeg er vild med ‘Robinson’, jeg har set alle programmerne. Jeg kan godt lide spillet med mennesker, når det menneskelige krakelerer, og vi ser, hvordan nogen rigtig er. Jeg kan dog ikke lide, at nogen bare kan beslutte, du skal gå. Ellers skulle det være ‘Fangerne på fortet’!”

Og nu til nogle anderledes spørgsmål! Vil du helst gerne angribes af en and på størrelse med en hest, eller 100 heste på størrelse med ænder?
“100 ænder! Jeg ville fylde mere end dem, så kunne jeg sparke dem væk.”

Hvis du skulle giftes med en kendt person, hvem havde du så gerne set gå ind i rådhussalen?
“Det skulle være Anders Blichfeldt, ham har jeg fulgt de sidste 20 år i Big Fat Snake, men så holdt de op, så nu følger jeg bare ham. Var det en udenlandsk mand, skulle det være Richard Gere, jeg har dyrket ham, siden han var i 20’erne.”

Hvis du kunne læse tanker, hvordan ville du så bruge den evne?
“Det ville forstyrre mig helt vildt. Jeg bruger normalt meget energi på at forsøge at regne ud, hvad andre tænker, så hvis jeg rent faktisk vidste det, ville jeg bruge for meget energi på at opføre mig sådan, som de vil have det. Så jeg tror, jeg ville slå den fra.”

Hvad er det dummeste eller mest pinlige, du nogensinde har gjort?
“Gud, det ved jeg ikke! Mine børn kunne nok svare. Ej, det dummeste var nok at forelske mig i en ægte psykopat for fem år siden.”

Er der noget, man ikke ved om dig, som du enten er særligt stolt af, eller som du har gjort?
“Jeg er stolt af mine børn. Dem er jeg sgu stolt af. Og så er jeg god til at være autentisk, for jeg kan ikke rigtig være andet. Selvfølgelig har jeg også mistet lidt på det.”

Det kan også være noget, der bare er et sjovt fun fact, ingen havde gættet på om dig. Har du fx medvirket i andre tv-programmer, har du gjort et eller andet vildt, er der en særlig evne, du har, en besynderlig hobby du har haft, eller lignende?
“Jeg skulle have spillet en stor og bærende drengerolle i ‘Fiskerne’. Men jeg ville ikke klippes korthåret.”

Hvis du fik en elefant, og du ikke måtte give den væk eller sælge den, hvad ville du så stille op med den?
“Nu har jeg haft en elefant i maven, men der kunne den nok ikke lige være. Den kunne bo på min altan, så kunne den få noget luft der på 9. etage. Så ville jeg synge for den hver dag “En elefant kom marcherende…”, så den ville få det godt.”

Hvis du var et dyr, hvilket var det så, og hvorfor?
“Pingvin! De er de sjoveste dyr. Jeg elsker pingviner. Jeg er vild med, vi har fået en homoseksuel pingvin i Odense Zoo. Jeg tror, jeg ved, hvad de tænker. Man tror, de er søde. Men de har virkeligt mange hugtænder inde bagved. Og hvis man kommer for tæt på, så bider de, og det vil jeg også gøre.”

3 kommentarer

  • Susanne

    Kære Luna,
    Ham Anders når dig ikke til sokkeholderne, han var og bliver aldrig et rigtigt mandfolk. You go girl🤗

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Agnes

    Kære Luna
    Du virker som en sød kvinde, dog også en smule “voldsom”
    Her tænker jeg på kommentar i programmet hvor du “sparker tilbage”(vand) her i interwievet hvor du igen vil “sparke væk” og igen vil du “bide som en pingvin”

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trisvanja

    Søde dejlige Luna….mit ❤️Græd for dig…syntes at han var såååå tarvelig…håber at du er kommet videre

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vi er flyttet!