Siden sidst #11

♪To dage i Bangkok♪

Udsigt til Bangkok by night

DAG 0
Vores ankomstdag. Vi ankom til vores hotel omkring kl. 16.00, og vi opdagede, at vores værelse var helt uden vinduer, hvilket var overraskende surrealistisk. Vi var begge meget trætte og tog en dejlig lang lur. Men vi havde altså planer for dagen, eller nok nærmere aftenen. Vores eneste vigtige stop var Khao San Road, som er en kæmpe festgade i Bangkok. Den er kendt for sit vilde natteliv og en overflod af backpackere. Siden vi, i modsætning til alle andre på gaden, er ædru og i et fast, monogamt forhold, brugte vi meget tid på blot at betragte virvaret af fulde, festende folk og de lokale, som prøvede at få dem ind på deres barer og spisesteder.

Nogle steder var dansegulvet rykket ud på gaden foran barene, og det var nærmest umuligt at komme igennem uden at blive lidt opslugt af stemningen – og lidt bekymret for at få drinks i hovedet. Efter vi syntes, vi havde set nok, besluttede vi os for, at vi ikke skulle være de eneste ædru backpackere i en kilometers omkreds, så vi tog på Tom Yum Kung, hvor wi-fi’en var gratis, musikken var live, og drinksne var store. Her fik vi bogstaveligt talt kander af drinks, som var flotte og smagte lækkert!

DAG 1
Vores første hele dag i Bagkok skulle udnyttes bedre. Vi startede med at tage til Chatuchak Market, som er verdens største weekendmarked. Det var stort, kaotisk, og kunne klart bruges til en vild “jagtscene” i en actionfilm. Her var mange charmerede boder, opdelt i forskellige sektioner, med tøj, blomster, tasker, sko, legetøj, møbler, smykker og kunst. Men det eneste, jeg reelt gerne ville finde, var en trøje, hvor der stod noget bavl på engelsk, som så ville være sjovt for dem, der forstår engelsk. Desværre er de blevet for gode til engelsk, så missionen lykkedes ikke.

På vej mod togstationen kom vi forbi Chatuchak Park, som er et hyggeligt lille område med græs, vand og masser plads midt inde i højhushelvedet, som er Bangkok. Fra stationen tog vi videre til MBK Mall, som er et kæmpestort shoppingcenter (over 2000 butikker fordelt på 8 etager) med en god blanding af reelle butikker og street market-agtige butikker. Det er også her, mange af de lokale shopper, så priserne var til at forstå. Jeg fik endda lokket Michael til at få sin første manicure nogensinde. Han blev meget overrasket over, hvor meget man egentlig kunne få gjort ved ens hænder.

Om aftenen tog vi på “The Sky Bar” på toppen af lebua at State Tower, kendt fra ‘Tømmermænd i Thailand’, og en af verdenens højeste rooftop bars (se udsigten på topbilledet). Det var en vanvittig oplevelse, og udsigten var fænomenal. Vi bestilte de to drinks, som blev lavet til Hangover-produktionen, Hangover Too og Hangovertini. Desværre kunne vi ikke lide Hangover Too, og vi havde lige stillet den fra os på baren, da tjenerne spurgte ind til, om vi ikke kunne lide drinken. Vi gik til bekendelse, og som resultat fik vi sørme lov at bestille en ny drink – gratis! Der var desuden gratis indgang, og i monsunsæsonen er der ikke den frygtede kø, som der er i højsæsonen. Til gengæld er drinksne dyre, også for danske standarder. Men det er klart et besøg værd!

DAG 2
På vores anden og sidste hele dag i Bangkok havde vi også mange planer. Vi startede med at tage med en båd ned gennem Chao Phraya-floden mod The Grand Palace aka turistattraktion nr. 1 i Bangkok. Ved The Grand Palace skal man lige være opmærksom på, at taxachaufførerne kan finde på at påstå, at The Grand Palace er lukket lige nu, da der er bøn eller lignende. Det er der ikke! Jeg var lige ved at falde for tricket, men Michael havde heldigvis fundet ud af dette på forhånd, så videre mod templet det gik. The Grand Palace var virkelig Grand! Så kæmpe stort og fyldt med guld og ædelsten.

Herefter gik vi til Wat Pho, et nærliggende tempel, hvor der er en kæmpe statue af Buddha, og den er virkeligt kæmpe og af guld! Det er generelt ikke til at fatte, hvor meget guld der er i de buddhistiske templer.

The Reclining Buddha ved Wat Pho

Vi fik desværre ikke set Wat Arun – et andet flot tempel som også er i nærheden – da vi skulle nå The Husky Cafe (True Love @ Neverland) inden lukketid. Caféen har en gårdhave, hvor man to gange i løbet af en dag kan lege med alle deres huskier i en times tid. De havde også et par andre hunde, som var kanon søde. Jeg føler mig overbevist om, at denne hundecafé er der, hvor jeg kommer hen, hvis jeg kommer i himmelen – og selvfølgelig ville Michael også være der <3

Vi havde ikke fået noget at spise siden morgenmad, og jeg var ved at få et hangry-sammenbrud (når man er sur, fordi man er sulten), så vi slog et smut forbi Kub Kao Kub Pla, hvor vi fik virkelig lækker mad. Godt valg! Vi sluttede dagen af på Patpong Night Market, der lå et stenkast fra vores hotel, hvor vi endelig fik smagt den frygtede Durian-frugt, som man ikke må have med på de fleste hoteller, da de lugter så fælt. Dog smagte frugten overraskede godt, syntes vi begge. Lidt som banan! Prøv det, når I er i Thailand.

Den famøse Durian-frugt

Hvad synes vi om Bangkok?
Bangkok er en by, der emmer af nightlife, har flere smukke templer og rige shoppigmuligheder både i form af markeder og rigtige shoppingcentre. Dog er vi begge enige om, at det er en meget kaotisk by. Ikke blot på grund af den vilde trafik, men også i høj grad på grund af synsindtrykket, hvor du mødes af uendelige juxtapositioner i form af rig og fattig, slidt og nyt, og hastværk og afslapning. Det kan være lidt overvældende at opholde sig her længere tid af gangen, og vi vil nok derfor anbefale at bruge 2-3 dage her og så ellers bruge tid andre steder i Thailand, hvor der måske er mere natur og/eller strande – såsom Chiang Mai, som vi var rigtig glade for.

Diverse råd

  1. Når I skal booke et hotel, så find gerne et tæt på en Skytrain-station (BTS), et tog kørende hen over byen. Toget har en spændende udsigt, og det er også den eneste effektive måde at komme rundt på, da bus og taxa til tider er helt håbløst, når trafikken reelt er gået i stå. Hvis I er her i længere tid, så få jer et Rabbit card med flere ture på. Og hvis en Skytrain-vogn er helt fyldt op med mennesker, så kan det godt være, I skal være tålmodige og vente på det næste tog – det er ikke sjovt at stå klemt op ad en masse andre mennesker.
  2. Hvis I skal steder hen inde i byen, hvor BTS ikke når ud, så anbefaler vi jer at tage en BTS så tæt på destinationen som muligt og eventuelt herfra tage en tuk-tuk, da de kan komme gennem trafikken meget hurtigere end taxaer. Hvis I tager en taxa, så bør I (som altid) insistere på, at de slår deres taxameter til. Deres taxameter virker, også selvom de påstår, det ikke gør.
  3. Vi fik ikke selv oplevet nogle af disse ting, men hvis I har flere dage i Bangkok end os, så er her en liste over ting, vi har hørt rigtig godt om og som vi i hvert fald selv ville have brugt vores tid på: Komme ud og opleve de famøse Floating Markets, købe billetter til en Thai Kickboxing kamp, se Wat Arun og/eller Golden Mount, og hænge ud ved Asiatique. Til dem der er interesseret i at få en Red Light District oplevelse, findes dette ved Nana Plaza eller Soi Cowboy, men det var ikke lige os 😀

Har I været i Bangkok før – og hvad kunne I bedst lide ved byen? Er der en fed oplevelse, vi fuldstændigt missede? 😀

2 kommentarer

  • Tina

    Flotte billeder og hvor er I altså skønne sammen 🙂
    Jeg har ikke selv været der, men har en Thai veninde som har inviteret.
    Hilsner og tak for inspiration og deling 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mange tak, Tina 😀

      Og fedt med invitationen – vi var i hvert fald glade for Thailand overall, men nok mest Chiang Mai 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Siden sidst #11