“Er du gravid, Kathrine?”

Nej, det er jeg ikke. Men sjovt, at du spørger 😉

Siden Michael og jeg blev gift, og især siden jul, er jeg blevet stillet dette spørgsmål rigtig mange gange, faktisk flere gange end jeg kan holde styr på, og det sker også på ugentlig basis. Jeg tager det ikke tungt overhovedet, men det har fået mig til at reflektere over, hvordan det kan være, at det pludseligt er blevet i orden at spørge om – så ofte!

Nej, jeg er bare lidt tyk
Når jeg bliver spurgt, om jeg er gravid, plejer jeg lidt friskt at svare, at jeg bare er lidt tyk.

Jeg har et godt forhold til min krop, men ved godt, at det nok ville klæde mig at tabe 10 kg. Jeg tager hverken spørgsmålet personligt, nært eller som en fornærmelse. Men selvom jeg er lidt tyk, så tror jeg ikke på, at det er grunden til, at folk spørger.

Med ægteskab kommer børn
Jeg tror i højere grad, at dette spørgsmål bliver affødt af to ting:

1. Jeg er gift
2. Folk ønsker for os, at vi skal blive forældre

Disse grunde, synes jeg, er søde og gode. For på en eller anden måde er det jo fedt, at folk synes, vi er så dejlige, at vi bare skal formere os med det samme. Og vi er jo gift og det hele, så vi er også sikrede. Vi har jo også småhintet, at det er noget, vi tænker på og drømmer om, så på den måde er det ikke så mærkeligt eller upassende et spørgsmål.

Men det interessante er, at vores andre venner, som er gifte, også får dette spørgsmål ret ofte. Så det er nok helt klart i høj grad, fordi at der er kommet ring på. Men jeg er blevet opdraget til, at man aldrig spørger til, om en kvinde er gravid, selv når det er fuldstændigt tydeligt. Det skal de nok selv fortælle. Så hvad mon der gør, at det pludselig er okay at spørge om?

Selv ved frisøren
I får lige en sjov anekdote med på vejen. Forleden var jeg ved frisør for at få farvet mine øjenbryn, mens Michael blev klippet. Frisøren spørger, om jeg har fået farvet mit hår. Jeg tænker, at det nok er fordi, jeg har balayage farvning, og han måske tror, at det er udgroninger, så jeg svarer, “Ja, men det er længe siden!”. Han konverserer roligt videre, og spørger, “Nårh, er det fordi, du venter dig?”. Hvortil jeg svarer, at “nej, det gør jeg ikke.” Denne stakkels mand bliver helt befippet, vender sig lidt rundt på stedet og siger lidt tøvende og famlende, “Nårh nej, det var en anden, hvis mand også havde skæg.”

Jeg havde ærlig talt lidt ondt af ham, for det er simpelthen ikke en rar en at blive fanget i, især overfor en fremmed.

Personligt kan jeg ikke tage det mere roligt, når jeg får dette spørgsmål. Jeg har det godt med min krop, og jeg har det godt med de planer, Michael og jeg har ift. børn og deres ankomst. Men det er ærligt talt interessant, at det er så hyppigt, at jeg får det spørgsmål. Desuden kan jeg nok også tage det så roligt, fordi vi ikke har det i planerne for den allernærmeste fremtid.

Apropos frisøren, kan I her se et “før og efter”-billede 😀

Må vi fortsat spørge?
Som udgangspunkt har jeg ikke tænkt det som et problem at blive spurgt, om jeg er gravid. Men det er nok netop fordi, vi ikke prøver. For altså… Tænk nu, hvis vi prøvede, men det ikke rigtig lykkes for os? Tænk nu, hvis vi var gravide, men ikke var klar til at fortælle det til omverdenen endnu? Endnu værre, hvad nu hvis vi lige havde mistet et barn i 12. uge og var ved at bearbejde den sorg?

Vi ved aldrig rigtig, hvad der sker i andres så private liv, og der kunne være en masse ting, som gør, at det spørgsmål bare er det værste at få! Alle kan gå rundt med en historie, som gør, at det nok er bedst ikke at stille det spørgsmål. Desuden tror jeg på, at hvis I er tætte nok på en person, så skal de nok lade jer vide, så snart de er parate til at dele de glædelige nyheder. Og vi vil også gerne love at dele det med jer, når vi engang når dertil <3

Har I selv oplevet det at blive spurgt, og hvordan havde I med det?