Siden sidst #4

Dengang jeg var til Big Brother casting

Et billede af hvordan jeg så ud i 2013.

‘Gift ved første blik’ var ikke det første tv-program, jeg prøvede at melde mig til. Helt tilbage i 2013 forsøgte jeg faktisk at komme med i ‘Big Brother’.

Jovist, jeg havde aldrig set den danske version før (er dog kæmpe fan af den amerikanske!), men jeg havde da vundet en online-version af ‘Big Brother’ tidligere på året, så altså, hallo, mega oplagt chance for at gentage succesen! Jeg elsker generelt konkurrencer, så jeg så ‘Big Brother’ som en mulighed for at deltage i en helt unik konkurrence, man aldrig ville kunne opleve i “virkelighedens verden”.

Jeg var selv meget nysgerrig på, hvordan casting til et program som ‘Big Brother’ mon foregår, så hvis I er også det, kan I læse med her 😀

Ansøgningen
Klokken er 04.00 på en mørk efterårsnat. Jeg har brugt over halvanden time på at udfylde online-ansøgningen til Big Brother. En brutal ansøgning med alt for mange spørgsmål, synes jeg. Efter at have gransket min sjæl igennem for at kunne besvare hårdtslående spørgsmål som “Hvordan vil dine venner/familie beskrive dig?”, vurderer jeg endelig, at min ansøgning er tilstrækkelig.

Med mere ophidselse i kroppen, end jeg tør indrømme, trykker jeg “send”. Siden opdaterer med den hjerteknusende besked: “408: Request Timeout”. NOOOO!

Spol en time frem til 05.00. Alle spørgsmålene er blevet besvaret igen – og denne gang endnu bedre. Ansøgningen sendes ind uden problemer, og jeg går veltilfreds i seng.

Kun 5 timer senere vækkes jeg af opkaldet: Kan jeg komme til gruppecasting allerede den næste dag? Boom! 2.000-3.000 mennesker har ansøgt, og jeg er en af de få heldige! Jeg får tilsendt en e-mail med adressen og en besked på at møde op i tøj, der afspejler min personlighed. Kort overvejer jeg at tage min Hunger Games t-shirt på, men jeg er en kylling og gør det ikke.

Uden at have fået noget søvn overhovedet møder jeg op til casting næste dag 10.30. Vi bliver budt velkommen af den rare kvinde, som er deltageransvarlig på programmet. Vi får straks taget billeder af os og skal desuden skrive under på, at vi ikke har noget imod at blive filmet inde til castingen.

Alle de andre virker meget unge. Jeg får også senere bekræftet, at jeg med mine 23 år på daværende tidspunkt overraskende nok er alderspræsident blandt et væld af 18-19-årige. Og så plejer der også at være en flok af 40-årige, bliver vi fortalt.

Gruppecastingen
Vi føres ind i lokalet. Det føles lidt som en intens eksamenssituation. Der sidder fire mennesker bag et bord, og derudover er der en assistent til stede, der som advaret filmer det hele.

Jeg skal nu præstere uden at have sovet i et helt døgn. Men så sker noget fantastisk. En af casterne tager helt nonchalant en bærbar frem, begynder at afspille en sang og siger: ”Dans”.

Alle andre i lokalet står frosset, mens ekkoet fra casterens ord knapt nok når at lægge sig, før jeg begiver mig ellevild ud på dansegulvet og ryster, hvad min moder gav mig. Efter få sekunder og et par opfordringer fra casterne gør de andre mig endelig selskab.

Jeg kigger rundt på min konkurrence. En af dem prøver på at lave ægypteren. Respekt. En anden viser tegn på et meget langsomt epilepsianfald. Underligt. En tredje begår den fejl at acceptere min indbydelse til dance battle for derpå at måtte lide et ydmygende nederlag foran casterne. Jeg føler mig som Channing Tatum i Step Up. Krydret med lidt Magic Mike.

Flere anerkendende grin fra casterne forsikrer mig også om, at jeg er vinder af første runde af gruppecastingen. Nu kan det ikke gå galt, tænker jeg. Jeg har allerede en dansefod inden for døren.

Præsentationerne
Efter et par lege mere er vi nu varmet op. Det er endelig tid til præsentationerne.

Jeg ender med at være den sidste person, der skal præsentere sig selv. Saving the best for last, oh yeah. Men træt som jeg er på dette tidspunkt, begår jeg en kæmpe fejl. Jeg glemmer alt om at lave en freestyle rap eller at bryde ud i sang og dans, hvilket ellers var min plan.

I stedet har jeg hørt på de samme spørgsmål blive stillet igen og igen til de andre deltagere og træffer den dødsens kedelige beslutning bare at opremse mine svar på alle disse spørgsmål – før casterne overhovedet når at stille dem selv. Casterne er endda så målløse, at jeg som den eneste person ikke bliver stillet et spørgsmål. Jeg vender mig om med følelsen af at have dumpet en eksamen.

Efterspillet
Herefter tager casterne en kort snak med hinanden og nikker i enighed, før en af dem kalder Osman (søn af en afrikansk høvding) frem. Der bliver dødstille i lokalet, da de herpå beder Osman om at udpege en person, der ikke skal være med i programmet. ”Fedt!”, tænker jeg. Det er det her, jeg er kommet for!

Osman bruger over et minut på at tænke sig om, før han endelig peger en kvinde ud (en ung single mor), der står lige ved siden af mig. Han forklarer, at hun nok ikke bør være med i programmet, når hun har et barn at tage sig af. En af casterne siger uden at vise det mindste tegn på empati: ”Okay. Jamen, det var det. Hvis du vil følge med assistenten her…”. Den unge mor finder sin jakke frem fra bunken og bliver ført ud af lokalet. Bum.

Osman er oprigtigt i pine over situationen. Vi andre bliver spurgt, om vi er enige i beslutningen. Som den eneste person vælger jeg at udpege et par personer, som jeg havde valgt i stedet med en begrundelse om, at de ville udgøre min største konkurrence inde i huset. Totalt game-face på. Dette resulterer i et fuldstændigt priceless ansigtsudtryk fra begge disse personer, som jeg nyder måske lidt for meget 😀

Nu sker dog et twist: Den unge mor bliver ført tilbage ind i lokalet. Det hele var blot en test for at se, hvordan både hun og Osman ville reagere. Efter lidt diskussion mellem Osman og den unge single-mor bliver vi sendt ud i hotellets lobby for at vente. De skal nu til at beslutte de heldige personer, der går videre.

Nederlaget
Ca. 10 minutter senere råber de seks navne op. Osman er iblandt dem. Og hippietøsen, der havde tilbragt et år i Australien for at finde sig selv. Samt personen der ikke vidste, om Hanne staves med ét eller to N’er. Men ikke mig! Personen der har vundet en online-version af Big Brother! Whaaaat.

Sammen med ca. 20 andre må jeg gå tomhændet hjem. Det er en meget tom følelse. Jeg føler ikke, at jeg fik vist den rigtige mig under præsentationen.

Jeg er dog ikke typen, der giver op. Dagen før havde jeg set, at The Voice også stod for at sende en enkelt person ind i huset, så jeg tager hjem og sender straks min ansøgning ind til dem.

Efter at have været vågen i et halvandet døgn, giver jeg mig hen til en dyb søvn om aftenen. Næste dag står jeg op og kigger på min mobiltelefon: 1 ubesvaret telefonopkald fra The Voice.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Men vi elsker at høre fra jer, så hvis du synes, indlægget er interessant, eller hvis du har et spørgsmål til os, så bare fyr løs! ;)

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Siden sidst #4