Q&A: Spørg løs!

Sådan fejrer vi julen

Kan I mærke det? Det er julen, der sniger sig ind på os. Den søde musik, de lækre godter, alt hyggen med familien, de gode gaver. Ahh. Pludselig står der en lille fyr med store tænder og kigger på dig med en løftet pegefinger og råber ind i dit ansigt, så spyttet flyver, “PLANLÆGNING!!!” Ubehagelig type.

Jeg vil her prøve at redegøre lidt for, hvordan vi får det hele til at gå op – og hvordan vi fejrer vores allerførste jul sammen. Det er et af de spørgsmål, som flere af jer har været nysgerrige på.

Julepynt, julemusik og julesweatere!
Vi starter med det nemmeste, for ingen af os er særligt vilde efter julepynt, så det kan gøres så nemt, at vi slet ingen har. I stedet går vi all-in på julemusik. Michaels yndlings julesang er “Merry Christmas Everyone” af Shakin’ Stevens. Jeg er som tidligere etableret en basic bitch, så min yndlings er selvfølgelig “All I Want for Christmas Is You” af Mariah Carey, som jeg flittigt har sunget til min kære husbond hele decembermåned… Og hele november.

Jeg går også all-in på grimme julesweatere, og min ambition er at have en grim julesweater til hver dag i december en eller anden dag. Det har Michael lidt under, og som I kan se på topbilledet, har vi nu MATCHENDE JULESWEATERE!!! I love it!

Julekalendere
I år følger vi ikke med i nogle tv-julekalendere. Det har der ikke lige været tid til.

Til gengæld har vi købt nogle forskellige fysiske julekalendere! Jeg har købt en Frellsen-julekalender med en masse hvid chokolade til Michael, og så har jeg købt en Matas Classic Pakkekalender til mig selv. Jeg er ret vild med deres pakkekalendere, for der er en masse lækre ting med, og de er stort set alle sammen nogle, jeg kan bruge. I år har jeg især været glad for ansigtsmaskerne og negleplejen.

Derudover har vi også den klassiske skrabekalender fra Danske Spil – en til hver af os. Status på den lige nu er, at vi begge håber på at få et juletræ på en af de sidste fire dage.

Gaver
Okay, den var lidt sværere. I min familie går vi meget op i gaver – og at de passer til budgettet. Vi har faste aftaler om, hvem der giver hvad og hvornår. I Michaels familie er det ret løst.

Hvad gør vi så, når vi begynder at få gaver af hinandens familier, og hvad giver vi dem, og hvem betaler for det?

For når man, som mig, kommer fra en familie, hvor vi går op i budgetter (man er vel ikke bankmandsdatter for ingenting), skal Michael så give for det samme som mig til mine forældre, og skal han betale for det? Det synes jeg ikke rigtig. Og skal jeg også give gaver til hans forældre og søskende, og skal jeg betale? Svært spørgsmål.

Vi er blevet enige om, at vi officielt giver gaver til hinandens familier/forældre, men i realiteten giver vi bare selv for lidt mere.

Til hinanden har vi givet en sengeramme, for så skulle vi ikke give andet, og så kunne vi spare op til lejlighed og rejser og sådan noget spas. På vores første jul sammen tænker vi allerede praktisk!

Meeen!!! Jeg er kommet til at lave en mindre adventskalender til Michael, okay lidt større. Derudover endte vi også med at blive enige om, at vi alligevel havde lyst til at købe en ekstra julegave  til hinanden, og den, jeg har købt til ham i julegave, var bare præcis det, som han skulle have, synes jeg. Så hurra for at spare penge på julegaver, for jeg tror aldrig, jeg har brugt så meget, hahah! Nu må vi se, hvad han finder på til mig. Ikke noget pres, honey 😉

Et billede fra Tivoli Friheden i Aarhus

Kalenderbingo
Det her er nok der, allerflest har problemer. Hvor skal vi være de forskellige dage, med hvem og hvad med skilsmissebørn?

Vores situation er også lidt speciel, for vi er jo gift, men har kun været sammen i syv måneder. Så skal vi overhovedet holde jul sammen? Her overtrumfede titlen den reelle længde af vores forhold, og ja, selvfølgelig skal vi holde jul sammen! 😀

Heldigvis var dette nok næsten det nemmeste for os. I Michaels familie har de ikke nogen særligt rigide juletraditioner, og hvert tredie år har min familie heller ikke (skilsmisseproblematikken). Derfor kommer Michaels forældre og søskende forbi os i Silkeborg den 22. december til en god omgang hygge, hvor vi bestiller mad udefra, og jeg laver risalamande. Nemt!

Den 24. december tager vi ud til min farmor og hygger med mad og spil. Første juledag tilbringes sammen med mine forældre, søstre, nevøer og hele molevitten. Og anden juledag skal vi så holde det med den udvidede familie på min mors side. Det bliver en stor dag, for det er første gang, Michael skal møde det meste af den side af familien! SPÆNDENDE!!!

Jeg er ret lykkelig for, at vi hverken i min eller Michaels familie har de store, fasttømrede traditioner, for sikke en masse der skal kunne gå op!

GLÆDELIG JUL TIL JER ALLE <3

10 kommentarer

  • Tine Munkberg

    Kære Katrine & Michael
    en rigtig god jul og et godt nyt år til jer begge. pøj pøj med jeres fremtid.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Tine

      Vi håber, at du også har haft en god jul og et godt nytår. 😀
      Tak❤

      Mvh. Kathrine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sådan et indlæg er jo skønt, jeg ønsker jer en glædelig jul og et godt nytår 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Iben

      Tusind tak! Vi håber, at du også har heft en skøn jul, og at du er kommet godt ind i det nye år! 😀
      Mvh. Kathrine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Glædelig 20.december!
    Så flot en løsning I har fundet på julen:-)
    Når I finder et fælles hjem så kan I måske lave jeres egne traditioner for julen og måske når der kommer børn til, der kommer lidt julepynt også:-)
    En lille gave eller flere til hinanden synes jeg I skal glæde hinanden med, om ikke andet så gavekort til fælles oplevelser.
    Ønsker jer2 smukke mennesker en rigtig dejlig jul med hinanden og med jeres familier:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Tina

      Vi har faktisk brugt julen på at drømme lidt om fremtidige fælles juletraditioner, og vi ser frem til at skabe vores egne traditioner med de børn, vi nu får 🙂
      Julepynten kommer vi nok heller ikke udenom til den tid, men jeg bliver nok aldrig en rigtig Gertrud Sand XD
      Vi er endt med at give hinanden mange gaver, vi kan slet ikke lade være haha 🙂
      Vi håber, at du også har haft en dejlig jul, og at du er kommet godt ind i det nye år!
      Mvh. Kathrine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kate Howalt Rasmussen

    Kære Katrine og Michael
    Hvor er I bare dejlige og hyggelige, nyder at følge jer 👍😊
    Vi lige ønske jer en rigtig glædelig jul 🤶🎅🎄og et lykkebringende nytår 🍾🥂🎉🎊
    Mvh Kate

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Kate

      Tusind tak ❤
      Vi håber, at du også har haft en dejlig jul og er kommet godt ind i det nye ord 😀
      Mvh. Kathrine

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lena Jensen

    Kære Michael & Katrine
    Jeg synes i er så søde sammen.
    Har set jer i gift ved første blik
    & har fulgt jer ligesiden. Glædelige
    Jul begge to & godt nytår til jer.
    Held & lykke fremover begge to

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Lena

      Tusind tak for de søde ord!
      Vi håber også, at du har haft en dejlig jul, og vi ønsker dig et lykkebringende nytår 🙂

      Mvh. Kathrine

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Q&A: Spørg løs!