Det er ikke pinligt at være (voksen)jomfru

Som mange af jer nok ved, så stod jeg frem i ‘Gift ved første blik’ med min historie om, at jeg var jomfru i en alder af 27 år, dengang jeg meldte mig til programmet. Dette var faktisk et emne, jeg oprindeligt ikke havde planer om at komme ind på i programmet, og dette havde jeg gjort meget klart over for casterne og eksperterne. Det var simpelthen for grænseoverskridende for mig. Det havde de intet problem med, og jeg endte heldigvis alligevel med at blive udvalgt til programmet.

Det var uden tvivl et svært emne for os at navigere i. Sammen med vores kameramand lavede jeg oprindeligt den aftale, at vi blot omtalte det som, at jeg ikke “havde så meget erfaring” – for på den måde at holde det vagt. Derudover havde jeg også – før optagelserne – en samtale med Gert (sexolog og en af eksperterne i programmet), om hvordan det hele hang sammen, hvad min historik var, osv., for at de formentligt både bedre kunne hjælpe mig og måske også forholde sig til, om jeg overhovedet var i stand til at deltage.

Under hele processen sagde jeg til mig selv: “Hvis en anden stod frem med det her, så ville jeg synes, at det er så modigt og sejt gjort af personen”. Men det er bare svært selv at skulle være den person – det er altid nemmere at lade en anden gøre det.

I løbet af eksperimentet opbyggede jeg dog langsomt mere mod og selvtillid – i høj grad med hjælp fra Kathrine. Så derfor valgte jeg endelig i program 7 at stå frem og også tale om det i Aftenshowet og P3.

Efterfølgende har jeg fået meget stor respons på Facebook og Instagram. Folk har udtrykt taknemmelighed, folk har fortalt deres egne historier, og folk har stillet mig en masse spørgsmål – alt fra “hvornår bør man fortælle hende/ham, man er jomfru?” til “hvordan var det at miste sin mødom?”. Mest af alt bed jeg mærke i, at mange folk har oplevet langt værre stigmatisering end mig. Så hvis jeg oplevede det som slemt at være voksenjomfru, tør jeg slet ikke tænke på, hvordan andre derude har det – eller har haft det. Der er bl.a. nogle, som har oplevet, at deres egne forældre var fordomsfulde om (voksen)jomfruer.

På grund af disse reaktioner fik jeg lyst til at tage debatten yderligere op. Jeg skrev derfor til Information, som heldigvis var interesserede i mit perspektiv på det at være (voksen)jomfru.

---

Her citerer jeg kronikken fra Information, som udkom i lørdags:

»Hvad er der galt med dig?«

»Ej, det er da synd for dig.«

Det var spørgsmål og reaktioner som disse, jeg frygtede at blive mødt med, hvis jeg skulle fortælle nogen, at jeg stadig var jomfru i en alder af 27 år. Alligevel valgte jeg at stå frem i DR-programmet Gift ved første blik og dele denne tidligere så sårbare del af mit liv med hele den danske nation.

Til de af jer, der ikke fulgte med i programmet, kan jeg afsløre, at eksperterne matchede mig med en sød kvinde ved navn Kathrine, som jeg stadig er gift med i dag, og som jeg mistede min mødom til under eksperimentet. Det er i høj grad takket være Kathrines opbakning, at jeg opbyggede selvtilliden til at fortælle om det at være ’voksenjomfru’.

I dag er jeg meget glad og lettet over min beslutning, da jeg efterfølgende har modtaget mange beskeder via Facebook og Instagram fra både nuværende og forhenværende ’voksenjomfruer’, som modigt har delt deres historier med mig. Dette har fyldt mig med stolthed og har tændt en gnist i mig, da jeg mere end nogensinde før er overbevist om, at vi er nødt til at nedbryde stigmatiseringen af og tabuet omkring ’voksenjomfruer’.

Mere end en jomfru

Vi lever i et sexfikseret samfund, hvor det at være ’voksenjomfru’ nemt bliver et identitetsudslettende mærkat.

Som jomfru i tyverne, trediverne, fyrrerne osv., lever du i konstant fare for at blive defineret ud fra det faktum, at du ikke har haft din seksuelle debut. De uundgåelige fordomme og forestillinger om, hvorfor du stadig er jomfru, kommer hurtigt til at overskygge dine karaktertræk og værdier.

Der er en stærk antagelse om, at alle har en hungrende lyst til sex – især mænd. Mange velmenende venner har da også hevet mig med i byen i et forsøg på at »score damer« og endelig »bryde forbandelsen«, men jeg havde det nok aldrig rigtig komfortabelt med tanken om at miste min mødom på den måde.

Antagelsen om stor sexlyst betyder også, at hvis du ikke har mistet din mødom, før du går ud af gymnasiet, er det nærliggende for andre at drage konklusioner om, at du ikke mestrer den menneskelige parringsdans, og/eller at ingen finder dig attråværdig. Der må jo være en bagvedliggende fejl eller abnormitet, der kan forklare mærkværdigheden.

Det er den slags uheldige forestillinger, der fordrer udsagn som dem, jeg indledte med – udsagn, som jeg har erfaret, at mange voksenjomfruer mødes med, ud fra de adskillige beskeder, jeg har fået, efter programmet blev sendt. Det ene udsagn kommer af ondskabsfuldhed og det andet af omsorg, men ingen af dem er særligt hensigtsmæssige, for de bygger begge på den samme og – i mine øjne – forkerte præmis om, at man har en lavere værdi end andre som ’voksenjomfru’.

For mit eget vedkommende var det faktisk værre at blive vist medlidenhed end at blive stemplet som en taber eller som ’ikke en rigtig mand’. De hadefulde kommentarer kom i det mindste fra personer, der tydeligt stod ved deres holdning om, at man er mindre værd som jomfru, mens de personer, der forsøgte at vise omsorg, placerede mig i en offerrolle mod min vilje, uden at det nødvendigvis var deres intention.

Ikke en del af flokken

Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at min selvforståelse ikke på det kraftigste blev udfordret af at være ’voksenjomfru’. Jeg var min egen værste fjende.

Min gode fornuft, der sagde, at jeg bestemt var ligeværdig med ikke-jomfruer, blev ofte overvundet af usikkerheden, der endnu en gang kom snigende for at overbevise mig om, at jeg måske var mindre værd.

Som ’voksenjomfru’ følte jeg mig ofte isoleret fra flokken, jeg følte mig bagud i forhold til mine jævnaldrende, og jeg følte endog også en præstationsangst i forhold til sexakten på grund af min manglende erfaring.

Selv i forbindelse med noget så almindeligt som druklegen ’Jeg har aldrig’, blev jeg konfronteret med, at alle andre end mig åbenbart havde haft masser af sex. Særligt i nye sociale sammenhænge følte jeg, at det ville være for akavet at afsløre, at jeg ikke havde den samme seksuelle erfaring som de andre i gruppen, hvorfor jeg nogle gange løj. På den måde var jeg egentlig selv med til at opretholde tabuet.

Mere og mere pinligt

Værst af alt var det en selvforstærkende effekt. Jo ældre jeg blev, desto værre var det. Selv om jeg godt vidste, at jeg ikke burde føle sådan, så blev det mere og mere pinligt, at jeg ikke havde haft sex.

Samtidig blev min angst for det første samleje kun forværret. Faktisk var det så slemt, at jeg ofte tænkte på det som noget, der bare skulle overstås.

Når jeg skulle på første date med en pige, undgik jeg også at fortælle, at jeg var jomfru, så hun ikke blev skræmt væk. Men indeni havde jeg en overvældende lyst til hurtigst muligt at fortælle det – ud fra en tankegang om, at min manglende erfaring krævede en slags varedeklaration, så hun vidste, hvad hun gik ind til.

Før jeg mødte Kathrine, havde jeg faktisk kun fortalt det til to piger i mit liv. Den ene af pigerne troede først ikke på mig. Den anden viste umiddelbart forståelse i situationen, men stadig ophørte kontakten mellem os efter den dag, hvilket ikke ligefrem var et selvtillidsboost.

Nej, alle har ikke sex

I kølvandet på min ’afsløring’ og efterfølgende medvirken i Aftenshowet på DR har flere kommenteret, at det er en unødvendig debat at tage op, fordi det jo ikke betyder noget, om man er ’voksenjomfru’ eller ej. Jeg kunne ikke være mere enig og uenig på samme tid.

Umiddelbart harmonerer denne holdning jo med mit budskab om, at det er ligegyldigt, om man har haft sex eller ej. Desværre er selvsamme holdning også et udtryk for, at man gerne vil opretholde tabuet omkring ’voksenjomfruer’, hvilket er ærgerligt.

Når vores samfund har udviklet sig i en så progressiv retning, at vi er begyndt at anerkende mange forskellige seksualiteter og kønsidentiteter, er det en skam, at vi ikke ser samme udvikling i forhold til et emne som dette.

Jeg tror, at det skyldes den udbredte misforståelse om, at ’alle har sex’. Det er formentlig derfor, at det bliver ukomfortabelt, når sex ikke finder sted. Jeg har nogle gange oplevet det, som om der blev sat lighedstegn mellem at være ’voksenjomfru’ og aseksuel, og begge grupper af mennesker oplever nok i høj grad den samme slags stigmatisering.

Hvad skal der så til? Jeg kan dårligt forestille mig, at tabuet skal brydes med en årlig jomfruparade eller et trendende hashtag. Problematikken besværliggøres desuden af, at (mangel på) sex er en meget privat sag. Men nu er der heldigvis sket vigtige fremskridt i forhold til vores anerkendelse af f.eks. LGBT+-personer, så jeg håber, vi kan lære af dette og i højere grad anerkende ’voksenjomfruer’ i vores samfund, således at de ikke fortsat skal føle sig fremmedgjorte.

Som en sidste note vil jeg gerne nævne til eventuelle ’voksenjomfruer’, der måtte læse med derude, at hvis I føler jer mindreværdige eller usikre, så håber jeg, at I vil se bort fra omverdenens forventninger og i stedet tage det i jeres eget tempo.

Hvis I er usikre på det første samleje, ligesom jeg var, så er mit bedste råd at lade det udvikle sig naturligt og at lade det handle om den nære relation til det andet menneske. Som min kære hustru Kathrine meget klogt har fortalt mig, så betyder den manglende erfaring absolut intet, for ethvert nyt parforhold er som at starte helt forfra, hvad angår sex. Faktisk kan det endda være en fordel at starte med en ren tavle.